Efter en Tom Verlaine-præget uge med meget Television på playlister og pladetallerken, da hørtes her til aften 1977-albummet Blank Generation med Richard Hell & The Voidoids. Pretty outlaw-boy Richard Hell var jo ham Tom Verlaine først drømte musik og poetry med i NYC. De lavede sammen bandet The Neon Boys, der hurtigt blev til Television. Hell spillede bass og sang heftigt, deres tidlige set havde ti sange, hvoraf Verlaine sang fire, Hell fire, andenguitarist Richard Lloyd to. Men Verlaine ville musikkens perfektion og lydhørhed, hvorimod Hell var til øjeblikkets vildskab, nuets intuitive fortabelse. To uforenelige størrelser, så Verlaine fyrede usentimentalt sin gamle ven, der skal nævnes var en ret lousy bassist. Helt naturligt nu han aldrig gad øve sig, men hellere villle…leve. Television fortsatte uden ham til hvad de nu skulle blive, mens Hell først startede Heartbreakers (med Johnny Thunders), dog snart fik sit helt eget band, The Voidoids, hvor han endelig kunne være the main man. Et halvt år efter udgivelsen af Marquee Moon udkom Richard Hell & The Voidoids så i september 1977 med Blank Generation. Et langt mere regelret punk-kaotisk og vildt album end Marquee Moon, men alligevel – når det opleves i den kontekst – kan man høre så mange lighedspunkter og referencer til Tom Verlaine’s Television; deres æstetik, tonesprog og hele den kantede måde at spille moderne rockmusik på. Tjek som bevisførelse for den påstand følgende nummer. Iøvrigt en præstation af den dengang narkoafhængige Richard Hell, det efter esserne Verlaine/Lloyd lykkedes ham at finde en guitarist, der i klasse helt kunne leve op til dem; den til da antivariat-ansatte Robert Quine, som siden skulle spille for og med Lou Reed, er også en af de helt store ekspressive New York-guitarister. Han Television-stråler jo også nærmest her på ‘The Plan’…