Således så Jamie Reid’s såkaldte album-board ud til coveret på Sex Pistols’ debutplade, deres eneste regulære album, der udkom 28. oktober 1977. Siden kom de skrigende, nu ikoniske farver på og en vinylplade indeni med 11 numre, hvis største dyd var konfrontationen med sin velfriserede samtid ovenpå en mur af opsætsig, larmende rocknroll. Jeg vidste med det samme dengang, at den opstand var en fribillet ind i musik til alle dem som mig, der hverken kunne spille eller synge. For reglerne blev nulstillet, herfra var det for en tid mere et spørgsmål om idéer/nødvendighed snarere end – som før – blot musikalsk teknik/kunnen. Måske derfor står tiden fra dette album og en fire-fem år frem som en af de mest blomstrende perioder i rockmusik overhovedet. Mængden af vildt forskellige udtryk og gale/små-geinale indfald fra nær og fjern var næsten ikke til at overskue. Never Mind the Bollocks blev en central fødselshjælper til den udvikling, da Sex Pistols som band var så berygtede/skandaliserede, at deres attitude-sprængfyldte musik nåede ud til nær og fjern. Og det skete altsammen via dette mageløse album, som var alt for meget og lige tilpas på en og samme tid.