Moroder leger New Order med Haim

Her på siden har vi ikke rigtig set lyset i den voldsomt hypede californske pigetrio Haim. Sikkert fordi vi er gamle nok til selv som børn at have oplevet 70’ernes musikalske krigsforbrydelser, og derfor husker den magelige westcoast-pop, de tre søstre så åbenlyst tager udspring i.

Måske den i år af Daft Punk rehabiliterede Georgio Moroder har det på samme måde, for på sit nye remix af Haim’s ‘Forever’ gør han sit for at viske Fleetwood Mac-reminiscenserne i baggrunden og skabe noget anderledes….europæisk. Det er således på hans remix New Order’s ret fantastiske ‘Bizarre Love Triangle’-vocoderkor der lånes – høres først 1:20 – for at få sangen i himmelflugt.

New Order var i sin tid yderst inspireret af Moroder’s musik og specielt hans fremsynede brug af sequencers, så fint det nu kan gå den anden vej. Og det er jo faktisk anden gang inden for kort tid, vi har New Order oppe her som pejlemærke i andres musik. Senest var med Arcade Fire’s nye ‘Afterlife’, der i den grad gerne vil være Manchester-bandets ‘Temptation’. Er det iorden at stjæle sangidentitet på den måde i popmusik? Selvfølgelig er det! Her er Moroder’s Haim-version…

3 tanker om “Moroder leger New Order med Haim”

  1. Det band forstår jeg ikke helt. Hvorfor er dét fedt? Det er et af den type navne, der får en til at frygte, at Roskilde har fået Pitchfork-syge.

    Helt i orden at ville præsentere det nye, fremadrettede osv., men manglen på store indienavne (hvad skal man ellers kalde det) med et etableret bagkatalog har været ret udtalt de seneste år. (Kills, YYY, Arcade Fire, Interpol, Placebo, Rapture, Modest Mouse osv). I stedet bliver det Savages, Drenge, Haim osv. Det er fint nok, men ikke som det bærende element. Fandens også med det der Northside 🙂

Skriv et svar