No hit wonders

Kig på coveret. For du kommer næppe til at se et grimmere i dag. Måske der tænkes, dette må være et Genesis/Jethro Tull-inspireret band fra den engelske 2. division ca. 1975. Men intet kunne være så forkert. The Chameleons er et engelsk postpunk-band, dannet i 1981 i Middleton, lige nordøst for Manchester. Bandet kommer på dette debutalbum trofast af sin tid, er ikke synderligt originalt, men har alligevel sin helt egen, sørgmodigt dramatiske tone i et stærkt arrangeret spil mellem to storbys-rummelige guitarer tilsat den bass-spillende sanger Mark Burgess ukunstlede stemme. The Chameleons fandt dengang aldrig rigtig sit publikum, bortset fra et vist følge i Benelux og Vesttyskland. Tre albums blev det til inden håndklædet kom i ringen. Og de to første af dem er virkelig værd at opsøge, specielt debuten her, der i sin originalpresning ikke er billig. The Chameleons spiller igen nu og turnerer flittigt Europa, således var de også på parade i juni måned i Lille Vega. Men coveret her ovenfor, hvorfor den rædsel? Jo, en af bandets guitarister malede i sin fritid, så hans ‘værker’ blev brugt som artwork på The Chameleons’ plader. Godt for ham, synd for dem, der fortjente og fortjener langt bedre. Her et af mange virkelig fine numre fra debutalbummet Script of The Bridge, der udkom dags dato i 1983. Guldet ligger i den lange outro…

Skriv et svar