I denne uge udkommer Now We Can See, det nye album med amerikanske The Thermals. Nogle brugere af denne blog vil måske kunne huske vores rosende omtale af forgængeren, The Body, The Blood, The Machine fra 2006.

Der er vel egentlig ikke sket så meget siden da. Dvs. vreden mod den kristne fundamentalisme, der skinnede igennem på mange af sangene på forgængeren, er ikke et tema denne gang. Musikken er som den plejer: ligetil to-akkorders rock med stort Å og tydelige ekkoer af f.eks. Kinks og Pixies. Ligesom sidst synes jeg The Thermals er allermest interessante, når de slår fuzzpedalen fra og sætter tempoet lidt ned som de gør f.eks. på “At The Bottom of The Sea” og “I Called Out Your Name”. Da kan man nemlig særligt tydeligt høre den tråd af powerpop, der løber gennem albummet.

Værd at høre, det er det i al fald. Alle mine fordomme om hvordan dette er musik af og med hvide mænd med guitar er tilmed gjort til skamme af Kathy Foster på billedet – hun skriver mange af sangene og spiller bas og trommer (dog næppe samtidig).