Man skal lære sine fejl at undgå genopstandelse. Sidst Kent fra Eskilstuna udsendte LP, var vi her på siden for hurtigt ude med skuffelse og lugt af nederlag. Blot for måneder senere at tage den rigtige U-vending og erklære Du & Jag Döden en generelt meget tilfredsstillende oplevelse. Man skal ikke altid være hurtig på aftrækkeren.
Så denne gang er anderledes. Hørte Kent’s nye allerførste gang i vores tourbus, den fredag eftermiddag vi kørte til Haderslev. Og på motorvejene gjorde heller ikke Tilbaka Til Samtiden noget godt førstehåndsindtryk. Sangene lød umiddelbart som livslede rundgange, produktionen spids migrænetræt, de nu så mange keyboards mere sen-PSB (kønsløse!) end vintage-DM (kønsmodne!). Skuffelsen lå til højrebenet.
Men det tog væk. Vores tour sluttede og to dage efter var jeg på et af de smukkeste steder i verden. Gemt væk bag endeløse dale og skove i orange, stille og rødt. Og med Kent i bagagen. Brugte tid til at komme ind i de 11 titler som udgør Samtiden. Kent’s sange kommer nuomdage alle med et letbittert drag om munden. På den måde er det skræddersyet musik til efterår og løvfald, som lige nu.
Kunne mærke mens jeg løb og løb, og nogle gange kørte i bil, små veje i den klare luft, de nye sange forme sig til. Hørte ikke længere Klovnepark Mord-synths og stockholmsk livstræthed fra Kent, men kun beruset glæde over egen frihed. Vilje til at kunne gøre hvadsomhelst, modet til at turde. Ord bekymrede ikke. De stod godtnok skrevet på det grimme, ikoniske cover, men jeg var mest i bevægelse, så kunne ikke læse dem. Hørte derfor fragmenter, brudstykker, om tusinde fester, de mange mil til Berlin, TV-aftener i Hagnesta Hill, ‘droger’ og sorg. Joakim Berg kan sin sorg.
Den voksende brillance kom dog med enkelte ridser i lakken. At Kent på ‘Vykort Från Ett Luftslott’ gør et stort nummer ud af et nedslidt Jamiroquai-riff er selvfølgelig en alarmerende sag, men vi skal tage det som en overskudshandling, som en eksalteret legen med ilden, snarere end et kollektivt råb om hjælp fra det orkester, onde tunger har hævdet kreativt paralyseret af egen gigant-succes.
Ligeledes har ‘Våga Vara Rädd’ slet ingen angst for brug af trompeter, hvis lyd og tematik er alt andet end ‘den gode smag’. Langt tættere på melodigrandprix end Herp Albert er de. Men selvom vi her hverken kan med J-quai eller MGP, vil vi til gengæld gerne rejse på musikalsk første klasse med et band, der ikke styres af nogen frygt eller stilistisk forsnævring. Der ligger en frihed i at fornægte cool, og den finder Kent i rigt mål ved, som her, at give fanden i det hele – dét er cool!
Så efter en intensiv og voksende uge med Tilbaka Til Samtiden, er dens tættrafikkerede lyd blevet dette efterår. Må selvfølgelig ikke glemme at pointere, den nye plade virkelig tager Kent omkring noget af det smukkeste musik hørt med dem. Det er vel den vi alle vil derude i verden. Og det er den der findes i lysspor som ‘Ensammast I Sverige’, ‘Columbus’, ‘Vid Din Sida’, ‘Berlin’ og ‘Elefanter’. Ingen smalle steder der.
Glad for Tilbaka Til Samtiden ikke blev bedømt dagen efter Haderslev. Først nu. Kent 07 står som en sjælden god årgang.
Jeg mener nu at Kent allerede på den mesterlige “Stoppa Mig Juni” fra Hagnesta Hill havde trompet med….og danskeskoene var fremme på en god del af Vapen & Ammunition, tjek bare “FF” hvis hukommelsen svigter.
Men bundlinjen handler ikke om beats eller trompeter, det handler om SANGENE. Og de er efter min mening fremragende på det nye Kent-album. Om de spilles med guitarbaseret opstilling eller elektronisk fokus er for mig tæt på lige meget når kvaliteten i melodi og tekst er på dette niveau.
Kort sagt: Kent er stadig Skandinaviens bedste band, og ja, deres nye album er blandt årets tre bedste hidtil.
Ifølge spisesedlen er der fire stjerne til Britney, og ja de er fra Treo.. Manden der aldrig har hovedpine!
Ville ønske, at jeg som andre kunne komme ind på denne cd, men nej. Selv hård kamp har ikke kunnet overbevise om de kvaliteter, Kent ellers plejer at kunne levere. Jeg savner gode melodier og mindre elektronisk tomgang. At man fyrer en guitarist og erstatter med trompeter vinder ikke ligefrem gehør her omkring. Lettere kedelig er min foreløbige overskrift på den cd.
Det kan vist kun være Britneys nye, og selv om han prøver at være nonchalant omkring det, så fik den gode Treo vist gevaldig pivstik under lytningen 😉
Thomas Treo er i en klasse for sig!
Se bare her:
“hendes spinkle stemme manipuleres i en grad, så hun lyder som en liderlig smølf under fødselsforberedende vejrtrækningsøvelser”.
Nogen der kan gætte navnet på denne hårdt prøvede amerikanske pop-kunstner?
Jeg kan kun tilslutte mig den fornemme anmeldelse. Min oplevelse var den samme. Kent har for mig haft en støt stigende formkurve for hver udgivelse, men første gang det seneste udslip snurrede på anlægget var oplevelsen, at kurven var knækket. Nerven og inderligheden var væk. Men den fik flere chancer, og midt i weekendens rengøring, ramte skiven mig midt i hjertekulen. Og slog mig om kuld. Den kommer ikke af foreløbig, og jeg ser med endnu større glæde frem til deres besøg i det københavnske til december. Ét af årets bedste albums – ingen tvivl om det.
Tror ikke jeg har været i Frederiksberg Centeret siden Byggemand Bob optrådte der!
Ja og Bret Anderson kigger sørme forbi frederiksbergcentret for at spille koncert og signere plader i dag.
Det er efterhånden ikke et lavt niveau at synke ned på for manden, men det bliver da pinligt når de fremmødte vil have hans autograf på en Suede cd, fordi ingen har købt hans dødsyge soloplade.
Men Belfrage fra Nöjesguiden er også en større billedstormer end Thomas Treo 🙂 Jeg er enig med ham i meget lidt, men han forstår dæleme at pisse folk af, hvilket jeg beundrer… der er aldrig noget mere sørgeligt end fans der slet ikke kan leve med at nogen har skrevet grimt om deres yndlinge.
Han skyder sig selv drastisk i foden ved at skrive “Tillbaka till samtiden är fortfarande musik för människor som uppfattade debuten Kent som något hjärtskärande på 90-talet och gärna ser sig återvända dit” – udover Jocke Bergs stemme er det dæleme svært at høre den store lighed mellem debuten (engang beskrevet af Jarvis Cocker som “a cross between Swedish and Suede-ish”) og det de laver i dag…
Det var først i går morges at jeg blev rigtig gode venner med den sidste halvdel af pladen, så jeg ku ikke være mere enig.
Dog var jeg jeg helt med på trompeterne fra første lyt.
Til gengæld vil eg lige advare lidt, for Kent har ikke valgt tre fremragende b-sider til Singlen Ingenting, men blot to ulidelige remix, et udemærket, samt en okay b-side.
Disse b-sider har de ellers tidligere rystet ud af ærmet som var de Suede, men de kan jo nå det endnu.
Får godt nok tæv af Nöjesguiden, men coolt pr-foto:
http://www.nojesguiden.se/musik/15059
Har endnu ikke hørt den…
-smølle, jeg er lidt i samme båd. Kan ikke rigtigt finde ind i den.
Men jeg holder fast. Der må være guld at finde her. 🙂
Det kan være, man skal tage på landet. Her i byen er den stadig så steril og blodløs som ved første lyt :-/
Dr.U en yderst velykket og velskrevet anmeldelse af “TTS”. Nok den bedste mine øjne indtil nu har set. Jeg kan tilsutte mig mange af de særdeles fine pointer. “TTS”, gjorde ikke noget stort førsteindtryk da jeg, med længsel satte den i. Jeg havde ventet langt over 1 år, på at høre hvad kapelmester Berg og Co kunne gøre for at overgå det skandinaviske mesterværk der var – og er “Du og Jeg Døden”. Ligesom du, blev jeg ved første øregang, skræmt af hvad der lød som, synthoverflod, maskinel og personel tomgang. En aften bød på midnatstur i Aalborg midt med Ipod – der fandt TTS sit liv, der hvor natten og kulden satte ind, fungerede det, krøb ind under huden – som næsten kun Kent formår det. TTS har ikke siden den velsignet nat været af mine anlæg. (D)en fineste årgang indeed!