Regulær god lørdag aften med Mikael Simpson & Sølvstorm i Vega. Han er en mand af fine nuancer, uanset om det drejer sig om vokalbetoninger i stemningsfulde sange eller stagemoves i glitzende lys. Mine favoritter fra gulvet var umiddelbart husket den dubbede flyvende-tæppe-udgave af Bowie’s “Let’s Dance”, “Jeg Kan Se Det, At Du Ved Det”, refrain-klar og ført an af steady distortion-bass, helt enkle “Uren Besked” og den nær perfekte “Kæmpe Kærestesorger”. Trentemøller var på svajende keyboards et nyt og givende musikalsk input – cool at se Simme iklædt den anderledes lyd.
Ellers har denne weekends soundtrack her udelukkende været amerikaneren M. Ward og hans helt nye Post-War-album. Havde aldrig nogensinde hørt om manden med det noget grå navn før i torsdags, hvor jeg stødte på en lokkende anmeldelse af netop Post-War. Købte den – og forgængeren Transistor Radio – og blev givet en oplevelse af de sjældne. Andre der ligeledes har svaghed for Elliott Smith, for Sparklehorse, for Tom Waits, altså for den ikke helt regelrette, ny-amerikanske sangskriver-tradition, vil nemt kunne finde sig beriget gennem M. Ward’s så delikate spindelvævssange af fortid, drøm, illusion. En både vane- og billeddannende musik, stemningsafspejlet i Post War-coverets brudte, mættede farver – hvem sagde efterår?
PS – Omtalte Sparklehorse er iøvrigt netop nu ude med deres første plade i 5 år, Dreamt For Light Years In The Belly Of A Mountain, og her er vi desværre ikke helt begejstrede for en flok sange, der deres fantastiske produktion og stemningsfuldhed til trods, er hørt bedre, mere opsigtsvækkende før fra Sparklehorse’s Mark Linkous. Lidt ærgeligt…
PPS – Glemte kun at nævne, at M. Ward også har sin helt egen udgave af Let’s Dance. Ward’s version, der findes på en anden tidligere udgivelse, er stille og tæt på, med blød akkustisk guitar og – ligesom på hele Post-War – en af de mest beroligende sangstemmer på den her side af Mælkevejen.
Ja, det var lidt synd for Pluto i lørdags, tror kun jeg har kedet mig mere til Under byen i Vega, men sådan er vi jo så forskellige.
En lidt anderledes Simme vi så i lørdags, ikke helt så mange kommentarer som ved koncerterne i Albertslund og Roskilde, men bestemt oplagt og virkelig på hjemmebane. Mon ikke teknikerne fik sig lidt af et chok da han begyndte at mime, husker tydeligt Roskilde, hvor han nærmest forbandede hans lydmand og var lige ved at gå af scenen da lyden pludselig svigtede.
Simme er desuden nr. 10 på Euroman’s liste over bedst klædte mænd i DK, bl.a. slået af “BOING”-drengene.
Det blev lidt kringlet, men essensen er at Sparklehorses seneste er den bedste siden den første – og at forgængeren, It’s a Wonderful Life’, er trist.
Pluto laver udpræget lyttemusik. Det er hverken festmusik eller stadionrock. Deres musik fungerer fint i min iPod, men noget siger mig, at Pluto ganske rigtigt ikke vil brænde igennem på en scene.
Christian R, Pluto havde kun fem numre på setlisten. Og som Jens skriver var der ikke megen fart og tempo over de fem sange, de havde valgt at spille. Jeg har læst en del om bandet, uden dog nogensinde at have hørt det, jeg blev en smule skuffet.
Nej, ved ikke, men supportbands spiller sjældent længere end 25-30 minutter.
Synd for Pluto, hvis folk vendte ryggen til, men sådan er betingelserne desværre oftest for de første på scenen. Og da især dem, der – som Pluto – ikke gør sig i lydstyrke 10.
Midt i alle Simpson roserne vil jeg uddele nogle øretæver til alle de superfjolser og egocentrerede mennesker, der gav total fuck i Pluto og deres fine sange. Aldrig har jeg oplevet en så stor ligegyldighed og øredøvende larm i salen over for et opvarmningsband.
At det så var dem og ikke Simpson, jeg var kommet for at se, gjorde mig endnu mere vred og skuffet, så jeg skred simpelthen og så ikke Simpson!
Er der nogle hér (Jens?), der ved, om Pluto virkelig kun havde planlagt at spille 5 numre eller skred de også i protest?
Jeg kan til gengæld erklære mig enig i, at det var en stor, lysende aften for Simpson i et fyldt Vega i lørdags. Han er blevet en stor entertainer.
Nogle af klassikerne som ‘Put Mig’, ‘Drømmer om et andet sted’ og ‘Set det ske’ fik vel naturligt nok en mindre fremtrædende plads for at give plads til nye numre. Højdepunkter for mig var ‘Lad os danse’, ‘Jeg kan se det’, ‘Vi 2’, ‘Er du kommet for at få noget’ og ‘Narkokys’. Ingen grund til at være beskeden her Jens – det er et nummer, som sagtens kunne fortjene en genudgivelse en dag, og som Simme i øvrigt altid er meget flink til at rose ophavsmanden til, når han giver det live.
Når man kender Simpsons mildt sagt noget anstrengte forhold til problemer med teknikken live, var det en ret dårlig joke, han lige fyrede af undervejs, hvor han mimede de første par linier i en sang. Det ville have været en katastrofe, hvis teknikken skulle kikse en dag, hvor koncerten blev optaget på et hav af spor.
Fra min plads på balkonen i Vega lørdag er der kun at sige at det var en oplevelse af de sjældne. Samtidig var det kvindelige islæt blandt publikum markant stort. Er det fordi Simpson er et nuttet kramme- eller sovedyr? Just kidding!!
Jeg fandt M. Ward’s Transistor Radio til kr. 10 i Fona i Frederiksberg Centret for en måneds tid siden. Glimrende album, absolut værd at sætte penge i.
-smølle skrev:
Er det kun mig, eller giver ovenstående ingen mening?
Uenig med Sparklehorse. Jeg må være helt enig i at de er hørt bedre – men kun på debuten Vivadixiesubmarinetransmissionplot, og ikke på noget siden. Især ikke seneste og kedelige album. Det er så tæt som muligt på at være i klasse med deres bedste, og det bedste er Linkous’ debut.