Det tog mig lang tid at forstå storheden i Lana Del Reys musik. Alt for længe har jeg afvist musikken fra Liz Grant som selvcentreret, men dygtigt markedsført operette-agtig pop afleveret med sukkende vokal og tekster, der signalerede overfladisk spleen og undertrykt dekadence.
Men i dag, den 1. april 2023, indså jeg omsider hvor dybt og storslået et værk der her er tale om og hvad jeg dog er gået glip af! Jeg danser rundt i stuen til tonerne af “Summertime Madness” og “Born to Grants”, omsider forløst.
Stupidetseliten har vundet i gaderne, og der jubles over et tøhø-indlæg.
A&W er en af årets bedste sange.
1. april spøgen havde nok været bedre udført havde Pastoren lagt afstand til de utallige enslydende og ensformige Americanabands han tipper om. Se, det havde i sandhed været overraskende.
Haters gonna hate, nc. Om hun endda udgav et sublimt country-album, så ville præstestyrets rigide Lana Del Rey-antipati stå i vejen for at kunne høre det.
Stort tillykke, Pastor!
Det havde dog været bedre, hvis du havde ventet til den 2. april med at opdage hende.