Sangen optrådte aldrig på nogen single i The Smiths’ korte levetid, og siden da har den heller aldrig været at finde på de best of-opsamlinger der har genfortalt og genoplivet Manchester-bandets historie. Alligevel er den IMHO vel en af The Smiths’ top-5-sange. Jeg taler om ‘Paint A Vulgar Picture’, gemt væk som tredje skæring på side 2 af opbrudsalbummet Strangeways, Here We Come (1987). En klassisk Morrissey’sk fortælling om musikbranchens kannibalisme, om hvordan selve rocknroll-drømmens renhed fra både fan- og stjerne-perspektiv bliver sparket ned og besudlet af sin egen industri. Ja, klassisk Morrissey-vinkel. Men det er Johnny Marr’s særegne musik der gør sangen så speciel. For på ‘Paint A Vulgar Picture’ giver han Morrissey et unikt musikalsk lærred at male det ovenliggende billede på. Hele midtempo-sangens infrastruktur er en enkel men rytmisk elegant trukket guitar-rundgang, der henover den omkvædsløse sangs mange vers transponeres frem og tilbage i grundtone (mellem D og H), så musikken vel nok synes repeterende, men samtidig har en følelse af altid at være på vej et nyt sted hen; et smart trick. Det hele forløses forbilledligt (omend på uventet vis) da Marr selv efter 6. vers af de ialt 10 (på 2:36) sætter ind med sin første guitarsolo nogensinde. Og selv her i følelsernes tulmultariske kulmination bevarer The Smiths som band beundringsværdigt det kølige overblik i sit kontrollerede spil, det mens Marr’s solo ellers slår gnister til håndklap i både hjerteskærende melodi og guitarens sært nærværende optaget-direkte-ind-i-pulten-lyd. Virkelig et specielt nummer, der ikke lyder som noget andet i The Smiths-kataloget. De nåede desværre aldrig selv at spille det live, men det gjorde Morrissey til gengæld i 1997 på sin på sin tour for både Southpaw Grammar og Maladjusted, hvor bl.a. Store Vega fik fornøjelsen af denne altid for hemmelige Smiths-klassiker. Enjoy!
4 tanker om “The Smiths-singlen der aldrig var”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Touché, haha!
MEN…så må vi lige definere, hvad en solo egentlig er. For jo, Morrissey træder væk fra mikrofonen i ‘Shoplifters…’ og lader guitaren overtage fronten, fortælle historien så at sige. Der spiller den samme tema (!) fire gange i træk, eneste forskel at en af de vistnok to guitarer går op på sluttonen anden og fjerde gang. Så jo Marr står højt, centralt og solo i lydbilledet, men det er et helt fast og tilrettelagt (og suverænt) tema han spiller.
En solo er jo mere et forløb end et helt fast tema. Således spiller f.eks. Suede’s Bernard Butler jo adskillige soloer undervejs på Dog Man Star, netop fordi han freestyler og spiller mere på intuition end Marr, der som guitarist er en systemernes mand i sit spil og i sine mange lag. Men i heromtalte ‘Paint A Vulgar Picture’ laver han netop et, uhm, forløb, hvor han bygger på undervejs og riffer på små melodistykker der afløser og nærmest kommenterer hinanden, hvilket jeg vil definere som en regulær solo. Nå, det skal ikke skille os. 😉
Marr selv er altså ikke helt enig med dig, Jens. Han mener, det er en solo;-)
Fra ca. 10:00 her i interview med John Doran: https://youtube.com/watch?v=jIHbCjop4aw&feature=share
Ikke helt enig der. “Shoplifters…” er jo mere et decideret tema, hvor han selv spiller Thin Lizzy-twinguitar-andenstemme til sig selv.
“Yeah, it was a big deal! I had to make everyone leave the studio, bring in a few candles… no, not really. The song just suited it. I always thought that if you played a guitar solo it should be something people could whistle… mind you, since then I’ve recorded solos that even Roger Whittaker would have problems whistling.”
– Johnny Marr on his first guitar solo (Paint A Vulgar Picture), The Guitar Magazine, January 1997″
Fantastisk nummer og en personlig favorit. Men: Marr har da allerede, da Paint A Vulgar Picture indspilles, begået en solo på Shoplifters Of The World Unite?