Mat Osman, Suede’s bassist, siger det på Twitter: “I’ve always loved Bryan Ferry’s version of ‘A Hard Rain’s A-Gonna Fall’ – something in that mix of camp and apocalypse just flicks my switches – and this teaser from the new Live at the Albert Hall ’74 is magnificent”. Var ikke på forhånd bevæget ved tanken om et Ferry-livealbum fra 1974, men er nu til gengæld forbløffet over, hvor skarp, veloplagt og udfarende Roxy Music-sangeren fremstår på dets 14 livslystne tracks, bestående af materiale fra hans til da to udsendte hovedsagelige coveralbums. At band udgøres af Roxy-musikere, tre korkvinder, samt et tilhørende orkester på hele ti mand, der alle spiller sig ud som for livet, skaber en musikalsk overdådig ramme for Bryan Ferry, der trækker disse indimellem refrain-banale sange fra 60’erne op i relevant, sprællevende nutid ved konstant insisteren på, at tage deres kvaliteter både alvorligt og med kærlighedens glimt i øjet. Roxy Music havde måneden før udsendt Country Life, og Bryan Ferry var vel i sit livs form, nok aldrig hørt mere veloplagt end her. Ja, hvem der blot havde været i Royal Albert Hall d. 19. december 1974. Livealbums er ofte tamt selskab. Ikke det her.
Italians Do It Better-guruen Johnny Jewel har andre jern i ilden end Chromatics. Som medlem og producer af synth-trioen Desire udsendte han i går på IDIB denne nye cover af New Order’s ‘Bizarre Love Triangle’. Kan man gå galt i byen med et af menneskehedens største synth-øjeblikke?! Nej, sikkert ikke.
The Felice Brothers, det bedste band de aldrig har hørt om. Fire nordiske shows spillede orkestret fra The Catskills, New York den forløbne uge; Göteborg, København, Oslo og Stockholm. Kun én publikation – svenske Dagens Nyheter – kom, oplevede og anmeldte. Det skal ikke være nemt med historie i bagagen, at få opmærsomhed og nå lidt bredere ud. Slet ikke når man skriver store små sange om at dø i første forsøg…
My daddy was a gravedigger, but he never killed nobody…? I 1973, længe før punk-revolution, The Clash og verdensberømmelse, tjener den helt unge John Graham Mellor – fra 1975 kendt som Joe Strummer – sine penge som graver på St Woolos-kirkegården i walisiske Newport. Nu ved vi endelig, hvor Håkan Hellström stjal sit hår fra.
Hørte Tame Impala’s nye album i nat. Vild, mindblowing produktion, innovative lydlandskaber, fiktiv popmusik af en anderledes kulørt – og drugpåvirket? – verden. Men glød og nødvendighed fra de tidlige år borte. En lækker producerlegestue der på The Slow Rush gladeligt accepterer, at numrenes oftest fastlåste billeder ikke kommunikerer; de står der bare. Æstetisk formfuldendte og dygtigt gennemarbejdede, dog sært livsfjerne. Som passivt lydtapet er det imponerende, som engagerende musik desværre alt andet end. Her Tame Impala for efterhånden længe siden, dengang TI-mainman Kevin Parker havde hjemme i Perth, Vestaustralien og ikke som nu Los Angeles, CA, i den anderledes direkte, opsøgende styrke de først kom med…
Peter Gabriel runder de 70 omgange på livets svære racerbane i dag, så her som markering en sang fra den periode, hvor hans musik ikke lød helt ulig David Bowie’s. ‘Games Without Frontiers’ er hovedsinglen på Gabriel’s tredje – og med afstand bedste – soloalbum, der udkom 23. maj 1980. Tillykke!
En tysk version af albummet så også dagens lys, men hvad der på papiret lignede den gode ide, blev i praksis en for umusikalsk brydekamp…
Fra da det i England blev regnet som naturligt, at se ud over landets grænser og lade sig inspirere af, hvad kom ind med tidevandet. Her er det London W10’s The Clash som i marts 1978 tackler Kingston, Jamaica-bandet Toots & The Maytals’ 1969-single ‘Pressure Drop’. I disse tider ville en sådanne kulturel kærlighedserklæring af sekteriske hardliners hurtigt kunne blive stemplet som kulturel appropriation. Kender man dem ret, ville The Only Band That Matters dog næppe tage en så afsporet kritik til sig. Så mange ville dengang ikke være blevet opmærksomme og have tunet ind på den jamaicanske musiks styrke, hvis ikke netop fordi The Clash omfavnede den så helhjertet…
The Clash’s version af ‘Pressure Drop’ ser først dagens lys 23. februar 1979, som b-side til singlen ‘English Civil War’. Siden finder den et mindre ensomt hjem på 1980-opsamlingen Black Market Clash…
“It’s a song about revenge, but in the form of karma: If you do bad things to innocent people, then bad things will happen to you. The title was a phrase I used to say. If someone done me wrong, rather than fight them like a warrior, I’d say: ‘The pressure’s going to drop on you.'”— Frederick ‘Toots’ Hibbert, The Guardian
Det skulle og burde have været en let, fritsvævende, alkoholiseret fredag/lørdag aften, og ikke en isnende konkret mandag som brandtilfældet var, men det er så også eneste beklagelse omkring uglamourøse The Felice Brothers’ første besøg i Danmark en aften på Pumpehusets intimscene. Fremragende sangskrivere af rullende musik og livets øjeblikke, ditto spillere, stor poesi med sin rod dybt i amerikansk jord, og en prisværdig evne til også at kunne male med vild pensel, rive det hele i stykker, så billedet aldrig blev pænt, livløst eller kedeligt. Kom snart igen en weekend!
In the wintertime keep your feet warm but keep your clothes on and don’t forget me keep the memory but keep your powder dry too in the summer by the pool side while the fireflies are all around you I’ll miss you when I’m lonely I’ll miss the alimony too don’t forget me don’t forget me make it easy on me just for a little while you know I’ll think about you let me know you think about me too and when we’re older and full of cancer it doesn’t matter now come on get happy cause nothing lasts forever but I will always love you don’t forget me please don’t forget me make it easy on me just for a little while you know I’ll think about you let me know you think about me too
Sid er levende, Johnny ætsende vred, alt er endnu så godt som det bliver i Sex Pistols-world i 1977. Og ‘No Feelings’ er et af London-bandets allerbedste numre…
Serge Gainsbourg nærer ingen illusioner om sit ydre. ‘Grim’ er ordet han bruger til at beskrive sit udseende. Den slags negative tanker kan hans samtidige popsangerkonkurrent i Paris, Jacques Dutronc, umuligt have om sig selv. For Dutronc ligner i slutningen af 60’erne en rigtig stjerne og har ovenikøbet et let, vindende væsen, der ligefrem stråler af selvværd. Det i en grad så selv yéyé-dronning Françoise Hardy på det tidspunkt er faldet hovedkuls for og siden skal blive gift med ham. Jacques Dutronc’s tidlige popsucces er gjort af små uafrystelige bagateller af lige dele selvsikker charme og sweet nothing. Smart skrevet, ubesværet leveret, flirtet over målstregen. Her er han på tysk sorthvid-TV i 1968 med ‘Le Plus Difficile’…
Bruce Springsteen & The E Street Band har travlt på b-siden af ‘Hungry Heart’-singlen i 1980. På 85 hæsblæsende sekunder når de at komme fra start til mål i ‘Held Up Without A Gun’, det gennem et brølende musikalsk landskab, man sværger at kunne genkende fra bandets helt samtidige ‘You Can Look (But You Better Not Touch)’. Single-b-side-mediet synes skabt til uforpligtende eksplosioner som denne…
Serge Gainsbourg ser ensom ud i det blinkende lys herunder, uden nogen stærk drink i hånden at støtte sig til. Året er 1978, Gainsbourg er 50 og national superstjerne i Frankrig, allerede med en lang karriere bag sig, først i franske chansons, derefter spredende sig ud over jazz, pop, grandprix-schlagere, rocknroll-beat, samt ikke mindst tidsudfordrende film- og konceptmusik af høj eksperimenterende som orkestreret karat. Gainsbourg’s talent i de år er, at gøre hvilkensomhelst genre eller stilistisk afkrog han bevæger sig i til sin helt egen legeplads. I slut-70’erne skyder den Gauloises-storrygende komponist og sanger således stadig på alt hvad der rører sig, hvilket naturligvis bringer ham forbi disco. A-siden på denne single er typisk moderne Gainsbourg, altså en på overfladen lynproduceret throwaway-discopop, et stykke bad taste, som alligevel har det lokkende twist af noget andet, særligt, vemodigt og større, man får lyst til mere. Nej, Leonard Cohen’s ti år yngre album I’m Your Man var ikke første gang, en æstetisk forfinet mand krystalliserede sine sange ud gennem stiv rytme og billigt lydende keyboards. Men selve videoen her, den er altså intet mindre end ubetalelig…
