Et band jeg aldrig har hørt et stykke musik med, der gav andet end kommanderende lyst til at løbe hurtigt bort. Men ud af ingenting kommer så i dag dette nye nummer, der overraskende, som sendt fra en helt anden verden end deres normale, emmer af vintage-Talking Heads, Lodger-David Bowie, Arcade Fire før karnefaldet. Derfor noget så usandsynligt her på denne blog som en ny single med grunge-krigsforbryderne Pearl Jam…
Winckler synger Håkan
Åh, hvem som blev ramt af den første svenske Håkan Hellström-tsunamibølge husker ikke hans cover-EP, Luften Bor I Mina Steg, der udkom 21. januar 2002, som en slags tænkepause/trædesten mellem den da halvandet år gamle, helt uventede popularitets-eufori af en vidunderlig debut, Känn Ingen Sorg För Mig Göteborg, og hvad siden skulle komme efter, da Håkan lige havde genfundet balancen som landskendt popstjerne med ry for at gå i sømandstøj, stjæle teenagehjerter og kunne synge falsk? Det gør vores egen, anderledes tonesikre Gustav Winckler på forkant i 1970, da han med Betrand Bechs orkester indspiller sin så fine danske version af EP’ens allerbedste sang, åbningssporet ‘Visa Vid Vindens Ängar’…
Kent ved Kronborg
En af de første gange med Kent, 6. august 1998 i Helsingør, hvor der afholdes udendørskoncert på pladsen foran Kronborg. Aftenen er blevet mørk, det regner insisterende, Isola-aktuelle Kent går på scenen til den valgte intromusik – The Clash’s ‘Bankrobber’ – og springer uden et ord højt ud med den her…
Chelsea messer Nick
Så fjern og afdæmpet reflekterende kan Nick Cave and the Bad Seeds’ ‘Let Love In’ også lyde…
Kent som unge mænd
Kan en mandag i januar på en nordisk blog startes mere mandag-i-januar-agtigt, end med dette splittede band og denne kuldslåede sang, taget fra B-sidor 95-00, den overskudsudstrålende opsamling, der udkom i november 2000?
Mo better
African Head charge
Jeg har aldrig nævnt African Head Charge her, men i dag sker det. Helt tilbage for 30 år siden var jeg rigtig glad for deres album Songs of Praise. Det udkom som deres andre tidlige udgivelser på Adrian Sherwoods pladeselskab On-U Sound. Siden tabte jeg dem af syne. Men de findes stadig, og her er en liveoptagelse med dem fra 2017.
Merseybeat
LS-nummeret ‘Manchester’ fra DK (1992) hed først ‘Liverpool’, og var skamløst, uhm, informeret af The La’s’ ‘There She Goes’ fra oktober 1988. Merseybeat-klassikeren er naturligvis klasser bedre, her med Lee Mavers og drengene fra Liverpool nede i London, at lege popstjerner på Top of the Pops…
The Velvets & Françoise?
Et forsinket tillykke til Françoise Hardy med de 76, hun fyldte i går. Til markering et af de absolutte favoritnumre med hende, vist tidligere her beskrevet som lyden af 1967, hvis Nico aldrig var kommet til New York City, og Andy Warhol istedet havde headhuntet franske Mademoiselle Hardy til at synge foran The Velvet Underground, med den anderledes sødme det formodentlig havde afstedkommet…
https://www.youtube.com/watch?v=kfGs-0973po
It’s grim up north
Endnu et North West Derby lyser Nordengland’s nedslidte ens huse og travle sportsbarer op denne weekend. Den samme kamp der for 13 måneder siden effektivt fik José Mourinho fyret, ovenpå Manchester United’s 1-3-nederlag på Anfield. Klopp’s Liverpool er kun blevet stærkere siden da, hvorimod Manchester United stadig roder med nogenlunde samme grundlæggende problemer, dog nu med Ole Gunnar bag rattet. En sejr for ham ude mod Liverpool vil betyde alverden. Der er ikke blevet bedre stemning mellem de to klubbers horder af tilhængere efter Liverpool’s så succesfulde år 2019. Det bliver nervepirrende.
Liverpool – Manchester U, søndag kl. 17.30, Xee/downthelocal
Knef synger Weill/Brecht
1969: På vesttysk TV optræder landets store diva, Hildegard Knef, med Kurt Weill og Bertolt Brecht’s klassiske ‘Seeräuber Jenny’ fra Die Dreigroschenoper (1931). En teatralsk meget svær sang at yde retfærdighed, da ikke mindst med Lotte Lenya’s original i tankerne. Men belevne Knef, der virkelig kan noget med at spytte tyske gloser dramatisk ud af sin mund, ejer indlevelsesperfekt, angrebsivrigt og stolt historien om hotelstuepigens blodige revanche denne vesttyske aften, det endda foran et sprællevende bigband, som har iklædt ‘Seeräuber Jenny’ et vel tidsmoderne bigband-arrangement…
Glæden ved at sige nej
Introducing…RVG!
Sandelig om ikke det lovende Melbourne, Australien-band RVG – det står for Romy Vager Group – har indspillet en cover af denne sides John Cale-favoritsang, hans ‘Dying On The Vine’ fra Artificial Intelligence (1985). Med RVG findes sangen som b-side til singlen ‘Alexandra’, en trædesten mellem debutalbummet Quality of Mercy (2017) og en opfølger, der vistnok ventes ude engang senere i år…
Dagens 40-års…
Som albumband fungerer Bauhaus ikke godt, men et stærkt profileret singleband med sans for både det melodramatisk intense og musikalsk skarptskårne, det er de. ‘Dark Entries’ er den full on-punkede uptemposingle, der 16. januar 1980 udgives som efterfølger til Northampton-kvartettens debut-12’er, den +9 minutter lange, dub-influerede ‘Bela Lugosi’s Dead’, som i England på det tidspunkt – formodentlig takket være BBC’s John Peel – er et usandsynligt og berygtet undergrundshit. ‘Dark Entries’ er anderledes, drikker ikke blod og tager ingen gidsler…
Ghosteenage depression
Har hørt Nick Cave’s ‘Hollywood’ mindst en gang hver nat den seneste halvanden uge. Så sent onsdag aften tænkte jeg, tiden måtte være, og begav mig ud på endnu en lytteekskursion ind i det vanskeligt ufremkommelige dbl-album Ghosteen, som den mesterlige ‘Hollywood’ er afslutningen på. De første to-tre numre gik egentlig ret fint, et ubesværet lytte-avancement, let afsted uden at komme i musikkens søgelys. Men pludselig begyndte Warren Ellis’ dronetone at stille skarpt og få fuldtræffere ind, disse lange passager uden hverken rytme eller temperament, som i uafbrudte doser kan tappe selv en voksen mand for al kraft. En let medicinsk kvalme indfandt sig, indre alarmer begyndte at summe svagt, et ubehag forklædt som svimmelhed voksede. Fortsatte dog fremad, besluttet på ikke at give op, men nu var Ghosteen-musikken blevet fjendtlig stemt, og viste igen sin mægtige passivt-aggressive styrke som den nådesløst kværnede videre, og langsomt men effektivt lukkede alle sanser ned. Denne aften nåede jeg ind i de blege kunstige solstråler som er ‘Sun Forest’, inden en redningshelikopter i form af en stopknap kom til undsætning, og transporterede tilbage til den virkelige verden fra dette sorte hul af en sørgende mands selvspejlende eventyrunivers. Måske jeg virkelig har givet op på Ghosteen nu. I en parallelverden – og Nick Cave tillader om nogen parallelverdener, har dette album lært mig – rammes dets skaber ikke af sin gigantiske personlige tragedie, men er istedet istand til ufortrødent at fortsætte den musikalske og kunstneriske landvinding som er 2013-albummet Push the Sky Away. I den parallelverden udkommer singlen ‘Give Us A Kiss’ det følgende år, hvorefter der længe bliver stille omkring Nick Cave and the Bad Seeds. Det næste vi hører er braget, da Cave har fyret Warren Ellis, sin højre og efterhånden alt for dominerende hånd, og istedet igen fundet sammen med Mick Harvey og Blixa Bargeld. Med de to atter ombord i et revitaliseret Bad Seeds udsendes ‘Hollywood, det 14 minutter lange mesterværk af en genkomstsingle, som en majestætisk forsmag på Nick Cave and the Bad Seeds-comebacket Fever Songs. Det album som det meste af den verden lige nu venter på i åndeløs spænding. Jeg venter hellere end gerne med.