De første singler lovede virkelig godt, men debutalbummet gik over en distance, bandets strictly endimensionelle tilgang ikke holdt til. Og koncerterne var efter sigende ikke de hypnotiske drømmeseancer, idéen om dem lagde op til, men istedet pinagtigt udstrakte affærer. Nu prøver NYC’s Cigarettes After Sex igen med et nyt Mallorca-indspillet album til oktober, Cry, forløbet af en ny single i dag. Problemet desværre denne anden gang rundt, man nu ved præcis hvordan det hele lyder før der trykkes på play. Hvilket så kræver selve sangen skal være ligeså god som den fra Cigarettes After Sex’ kunstneriske peak – deres mageløse cover af REO Speedwagon’s ‘Keep On Loving You’ – for ikke at skuffe. Hvis du elsker skuffelser, så tryk på play.
Sex Pistols på hjemmebane, The Clash’s første show i London og Manchester’s nye Buzzcocks på besøg?! Ja, man skulle have været der og betalt £1 for at komme ind til det specielle søndag-midnatsshow på scenen foran lærredet i den hippe og intime – tjek billedet – Islington-biograf The Screen On The Green dags dato i 1976.
Efter den decideret flade ‘James Bond’ overrasker Iggy stilmæssigt med denne nye single fra Free, der udsendes om godt en uge. Intet tyder til nu på, det er sangskrivning som sådan, der er i højsædet på det nye album. Synd efter så fokuserede Post Pop Depression (2016), der virkelig løftede Iggy op, hvor han kunne stråle…
38 år i dag siden Guy Stevens, The Clash’s London Calling-producer (i dette tilfælde er beskrivelsen ‘åndelig vejleder’ vist mere rammende, da Mick Jones og det engelske engineer-es Bill Price stod for både det indspilningstekniske og de overordnede musikalske arrangementer) gik bort som følge af en overdosis receptmedicin – hey, hey, rocknroll! – kun 38 år gammel. Under indspilningen af Combat Rock de følgende måneder, efteråret 1981, i New York City skrev og indspillede The Clash et nummer til ham, der dog året efter ikke var med på det endelige album, men først blev offentliggjort som outtake på Clash on Broadway-boxen i 1991. ‘Midnight To Stevens’ udmærker sig ved ikke at minde om noget andet The Only Band That Matters fik indspillet, og bærer en for The Clash sjælden sørgmodig følsomhed…
Det må have været i 1983, jeg så Linton Kwesi Johnson til reggae-festivalen på Huset i Aalborg. Opvarmningen var et reggaeband fra Warszawa ved navn Daab (det betød ikke “dåb”, men “dub”), hovednavnet var den legendariske Linton Kwesi Johnson. Det er først og fremmest LKJ, som han ofte bare kaldes, som jeg husker – tænk, at han har været i Aalborg. Men han var fuld af lovord over for Daabs polske udgave af reggae. Og de findes stadig.
En ‘ny’ Nacho-produceret David Bowie-livevideo fra 1978, tilegnet Dennis Davis, hans vilde amerikanske trommeslager fra Young Americans (1974) til og med Scary Monsters (1980), der i dag ville være fyldt 70 år, var han ikke, kun tre måneder efter Bowie himself, gået bort. Deres musik lever heldigvis videre…
Før kommunismens fald var det ikke nemt at spille rockmusik i Polen. Så inspireret af en stærk drøm om at blive rockmusiker i USA var Andrej Nebb 16 år, da han via Tjekkoslovakiet flygtede illegalt til Østrig. USA blev det dog kke som nyt hjemland, istedet Norge, hvor Nebb i starten af postpunk-80’erne gjorde sig stærkt bemærket, først med bandet De Press, siden det mere eksperimenterende Holy Toy. Her førstnævnte, hvor sanger/bassist Nebb’s slaviske baggrund i det melodiske var den store force. De Press blev gendannet i 90’erne, og fik sig efter sigende et stort undergrundspublikum i det nu åbne Polen…
Ovenpå det forfriskende polske pophit forleden om de små byers store drømme – ‘Małomiasteczkowy’ var den vanskelige men fornemme titel – hænger bloggen også i dag ud i Polen. Her den unge duo Kacperzyk, der bekender sig til selveste Iggy Pop, som The New Yorker iøvrigt netop har offentliggjort denne større interview-reportage med…
Den for flere år siden tidligere polske X Factor-vinder – i Danmark forsvinder den slags dressurheste gerne som dug for solen – Dawid Podsiadlo fik sig sidste år et gigantisk hit i sit hjemland med dette fint rastløse poptrack. Den majestætisk lydende sangtitel ‘Malomiasteczkowy’ oversættes vistnok til dansk som ‘provinsiel’. Sangens protagonist besynger de små byer, der fostrer store drømme, og ender i sangen med at ville flytte bort fra sin storby – Warszawa mon? – så dens kynisme, overfladiske spejling og strålende hårdhed ikke skal gå i arv til hans børn. I omkvæddet gentages linierne ‘jeg kører til dig alene igen / jeg kører til dig’. Banalt, helt sikkert, men ikke uden effekt til den energiske og sørgmodigt håbefulde melodi…
Indimellem absurditeter, dystopiske bulletiner og katastrofer kommer der også gode nyheder ude fra verden. Bauhaus’s Peter Murphy meddeler således via Instagram her til formiddag, han er ude af hospitalet og helt rask igen ovenpå sit New York City-hjerteanfald for små to uger siden. Han sender taknemmelighed hele vejen rundt, specielt til sine Bauhaus-bandmedlemmer…
…I miss New York and I miss the music / Me and my friends‚ we miss rock ‘n’ roll / I want shit to feel just like it used to / When‚ baby, I was doing nothing the most of all / The culture is lit and if this is it, I had a ball / I guess that I’m burned out after all / I’m wasted / Don’t leave‚ I just need a wake-up call / I’m facing the greatest / The greatest loss of them all / The culture is lit and I had a ball / I guess that I’m burned out after all / If this is it, I’m signing off / Miss doing nothing, the most of all / Hawaii just missed that fireball / L.A. is in flames‚ it’s getting hot / Kanye West is blond and gone / “Life on Mars” ain’t just a song / Oh, the livestream’s almost on…
Orange Juice’s Edwyn Collins fylder 60 i dag. Som en markering her hans uventede men vidunderlige Iggy-synger-northern soul-solohit fra midt-90’erne, tiden hvor han ikke længere var nogen Glasgow-uspoleret stjernestøvs-yngling fra Orange Juice, ej heller den senere så anderledes alvorstyngede voksne mand, præget af det invaliderende slagtilfælde, der ramte i 2005. Trods modgang har Edwyn Collins heldigvis været istand til at fortsætte skrive og udsende sine excentriske popsange, undfanget fra et særegent inspirationssted – som han engang selv beskrev det – mellem The Velvet Underground og Chic, intet mindre. Og jo, det er Sex Pistols’ Paul Cook på trommer i dette glædelige liveklip…
The only tube that matters. Fotograferet af Herbie Yamaguchi.
“In 1981 I happened to see Joe Strummer – he was the singer for the punk rock band The Clash – on the tube. I saw him sitting on the other side of the seat, but I thought he was too private – he might get too angry – but I was trying to be brave, I went up to him and asked him ‘may I take a picture of you.’ he smiled and said ‘yes’, and I clicked several shots. Just before he got off the train he said to me, ‘You should take photos of whatever you want. That’s punk.’ ” – Herbie Yamaguchi
En måned til starten på LS’s efterårstour landet rundt i september/oktober. Mange spørgsmål på en samlet oversigt over aftenerne, så her er den. Vi ser frem!
