På fredag udsender den tidligere The Coral-guitarist Bill Ryder-Jones sit nye album Yawn, efterfølgeren til den mesterligt stemningsfulde West Kirby Primary School fra 2015. Dagens nye single derfra tyder på, Liverpool-drengen stadig bærer sin fine melankoli som et dødeligt våben mod verden…

Det vælter ud med nyudgivelser og annonceringer af kommende albums lige nu. Er hver dag inde på de amerikanske medier i håb om, at The Walkmen’s Hamilton Leithauser annoncerer nyt soloalbum. Indtil videre desværre uden held, til gengæld er andre ting kommet i trawlet. I dag f.eks. nyheden om nyt januar-album – Remind Me Tomorrow er titlen – med New York City’s Sharon Van Etten. Og ‘Comeback Kid’, singlen hun også i dag har udsendt i den anledning, er måske hendes bedste sang nogensinde.

Happy birthday, Johnny!

Andrew Caitlin’s billeder af Morrissey her er gamle, men aldrig offentliggjort før. Titlen på Stephen Patrick’s til marts kommende nye album er til gengæld spritny: California Son.

Noget så sjældent som en cembalodrevet ny single fra Deerhunter’s kommende album Why Hasn’t Everything Already Disappeared, der udsendes til januar. Men er det godt? Muligvis, men forvent ingen ny ‘Desire Lines’-besjælet før/efter-oplevelse…

Hvad har A&R-folkene på Blondie’s pladeselskab Chryslais dog tænkt på?! Nummer 1-smashhittet ‘Heart Of Glass’, der i disse dage netop er blevet genudsendt i seks forskellige versioner på en vinyl-EP, var først den fjerde udsendte single fra Parallel Lines (1978). Først kom ‘Picture This’, en fremragende sang men et yderst beskedent hitlistebekendtskab, dernæst den noget sjaskede Buddy Holly-cover ‘I’m Gonna Love You Too’, der kun gjorde væsen af sig i Benelux, og så, udsendt i dag for 40 år siden – altså før ‘Heart Of Glass’ et par måneder efter indtog toppen af tinderne og gjorde Blondie til verdensstjerner – albumåbneren ‘Hanging On The Telephone’, der gik top-10 i England. Her originalen, skrevet af Jack Lee og udsendt i 1976 med hans Los Angeles-band The Nerves. Stilen hed power pop. Blondie’s version ligger tæt op af The Nerves’, der dog fatalt mangler Blondie-udgavens allervigtigste ingrediens: Debbie Harry.

I dag er det 53 år siden The Who udsendte deres ærketypiske ungdomsoprør-single ‘My Generation’. Mærkeligt gammeldags og nærmest glemt ord i dag, ungdomsoprør, er det ikke? The Who brugte i 1965 og årene derefter ‘My Generation’ som det nummer, Pete Townsend smadrede sin guitar og forstærker i. Vildt så det ud, men for de mange teenagers, der ikke havde råd til en elektrisk guitar, må den mærkværdige gestus have været svær at forstå…

I dag for 16 år siden udkom ovenstående album, begået af Beth Gibbons, sangerinden fra Portishead, og Talk Talk-bassisten Paul Webb. Albummets åbningssang – først i albumudgave, dernæst i en liveversion fra BBC’s Later – er alene alle pengene værd…

Fordi klasse ikke fornægter sig. En ret hjerteknusende sang fra ABBA’s skilsmisse- og opløsningsalbum The Visitor (1981), hvor Björn og Benny skrev sange om at blive skilt og stå alene tilbage, som de fik deres kommende ekskoner til at synge. Lyder nærmest sadistisk, men isåfald har ondskab aldrig lydt så himmelsk. De nedadgående korharmonier er til at dræbe for.

Sidste november i Stockholm for at se Thåström boede jeg på Djurgården på et hotel, som delte lobby med byens ABBA-museum. Havde glemt hvor store ABBA var – og er – i almindelig folklore, men blev hurtigt mindet om det der. Var som at bo ovenpå Graceland eller noget. En enorm trafik ind og ud, af ABBA-turister aus dem ganzen Welt. Ved ikke om de hører samme storhed som jeg i nu denne sang, men ved gud, jeg håber det for dem…

Et band der har haft mindst ligeså stor indflydelse på rocknroll som The Beatles? The Velvet Underground. Det er i dag fem år siden Lou Reed gik bort. Hans musik står stadig lyslevende…