På dags dato 1981 udsendte Californiens håbefulde The Gun Club debutalbummet Fire of Love. Og hvorfor er det så værd at markere, spørger nogen måske. Fordi det var første gang, at punk i fulde alvor blandende blod med traditionel amerikansk musik. Og fordi ingen synger blues som Jeffrey Lee Pierce.
Denne side var tilstede torsdag aften på Djurgården i Stockholm, da Thåström afsluttede sin sommertour – og hele den samlede live-kampagne for Centralmassivet – på Stora Scenen i havneforlystelsesparken Gröna Lund. Et album har sit helt eget tourliv, hvor både setlister og måder at spille de enkelte sange på ofte falder yderst forskelligt ud, i alfald hvis man sammenstiller første og sidste show.
Centralmassivet udkom 29. september 2017, og ved den efterfølgende indedørs tour, der startede med to højspændte aftener i Lisebergshallen i Göteborg, skulle de nye sange i hovedfokus umiddelbart spilles til og justeres til koncertvirkelighed med publikum. Således var f.eks. kolossen ‘Karaokebaren’ fra Centralmassivet først domineret af sylespidse strygersamplinger og bjergkædehøje key-flader, hvorimod nummeret til sommeren var blevet navigeret om, så Ulf Rockis Ivarsson’s distortede basspuls fyldte mere og mere, tilsidst næsten det hele. ‘Karaokebaren’ tog således undervejs en helt anden karakter.
Guitarist Pelle Össler fik i lydbillede langt mere spillerum og frihed som efterår blev til sommertour. Tilsidst var hans kvalitative indslag af en helt anden ekspressiv og indimellem udpræget solistisk karakter, som hørt klart både på tourslutningens nærmest guitarskælvende ‘St. Ana Katedral’ og ligeså kontant eksekverede ‘Ingen Sjunger Blues Som JLP’.
Og Sveriges nationalsanger? Lige fokuseret og grebet hele vejen igennem, men med en anderledes frigjort udstråling denne sommer, som nød han virkelig at fortabe sig i det hele på scenen, og gøre det som ingen andre kan. Her er hvad Stockholm fik med sig hjem den allersidste aften på Centralmassivet…
Körkarlen
Bluesen i Malmö
Kort biografi med litet testamente
Karaokebaren
Kom med mig
Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce
Beväpna dig med vingar
Die Mauer
Alltid va på väg
Old Point Bar
St Ana katedral
Alla vill till himlen
Om Black Jim
+ + +
Jag är en idiot
Centralmassivet
+ + +
Var e’ vargen
Iggy Pop’s Lust for Life blev udsendt 29. august 1977. I dag anerkendes albummet vidt og bredt som Mr. Pop’s anden Bowie-producerede Vestberlin-klassiker (efter samme års helt anderledes skindødsnihilistiske The Idiot), ja, flere af os mener endda, den er hans allerbedste og mest vitale udgivelse nogensinde. Ikke dårligt den hårde konkurrence taget i betragtning, ikke mindst fra 1973-napalmhjertet Raw Power. Men sjovt som klassikerstatus er noget der først kommer og kan hænge fast med tiden. For tjek nu bare amerikanske Rolling Stone’s anmeldelse fra dengang, der ikke formår se Lust for Life som andet end en tom, ultimativt ligegyldig middle of the road-karriereudvej. Forrykt.
Iggy Pop’s second comeback album leaves one with ambivalent feelings: glad that Iggy is alive, apparently well, writing, singing and performing again, but upset because his new stance is so utterly unchallenging and cautious. Taken purely on its own terms, Lust for Life is a successful album. Side one is quite good, starting with the title cut, which rocks with a Sandy Nelson-like drum style while Iggy delivers his survivor message to the masses, and continuing to the closing track, “Tonight,” easily the most straightforward pop song Iggy has written. Side two is considerably weaker, with a pair of overdrawn ballads, an infectious throwaway and one bona fide winner, the ominous “Neighborhood Threat.”
Were this just another album by just another artist, that might be the end of it, but Iggy Pop has never been just another entertainer. As rock’s truest bad boy, Iggy led the Stooges with a vision of frustrated, depressed and angry young adult life that will probably never be seen (or dared) again. That he has come back from the edge relatively intact is almost a miracle. With David Bowie as producer and guide, he is actually realizing a career for the first time. Like Lou Reed, Iggy is most likely headed on a course just left of center, bizarre enough to attract those inclined toward something different but safe enough not to scare them away.
It is questionable, though, whether Iggy has anything important left to say. To make any art in the future, he would probably have to start self-destructing, and neither he nor any of us really want to see him crawling through the broken glass again. Here comes success, Iggy, and you deserve it more than just about any perform I’ve ever seen or heard. I just wish there were some way that your music could be important and your life happy at the same time.
© Billy Altman, Rolling Stone
Et vildt og fremmedartet fint nyt nummer fra Knoxville, Tennessee’s elektroniske crossoverartist Yves Tumor. ‘Licking An Orchid’ drager fordel af gæstesangerinde James K’s hypnotiske vokal ovenpå et repetetivt track, der undervejs fortaber sig helt i en uvarslet sky af påtrængende støj. Hvorpå nummerets rolige start/stop-grundbeat-chant vender uanfægtet tilbage, som var intet hændt. Grænseafsøgende musik af høj klasse…
Med 11 aftener henover landet genoptager Jens Unmack inden længe sidste efterårs usædvanlige tiltag med at tage på tour alene, kun bevæbnet med akustisk guitar, forstærker, stemme, mikrofon, samt en fritvoksende buket Jens U- og Love Shop-sange. Kom ud og vær med – tid og sted står herover.
Overskriften til denne post ligner en kliché, men bliver heldigvis alt andet når den påhæftes Savage Rose-overleveren Annisette – fototgraferet her ovenfor i Kastrup Lufthavn med en suave Johnny Reimar – der i dag runder de 70 med stemme, nærvær og engagement forunderligt intakt. Vi markerer hende her med et DR-portræt fra da bandet var helt ungt og tiden en ganske anden. Musikken kan synes hippie-bedaget sine steder, men den stemme altså, den stemme…
Stockholm’s retro-popkonger Weeping Willows spiller hver sommer pr. tradition nogle aftener på Södra Teaterns biergarten Mosebacketerrassen på Söder. Således også i aften, hvor en af gæsterne på scenen med Magnus Carlson & co. var Joakim Thåström, der deler trommeslager med Weeping Willows. Han sang to sange med dem, dels hans egen ‘Brev Till 10:e Våningen’, dels – og langt mere opsigtsvækkende – Bellman-klassikeren ‘Märk Hur Vår Skugga’, som Thåström næppe har fremført siden årene i Imperiet, hvor deres elegante 1985-tolkning af visen, udsendt på en storsælgende singleplade, gjorde især ham verdenskendt i hele Sverige. Her aftenens version fra Söder…
Leeds-elektroduoen Soft Cell er stadig favoritter her for deres minimalistiske instantpopsange med billige en-finger-keyboards, ungt hedonistisk lowlife, sleazy melodrama, ikke så få northern soul-referencer og månen altid i rendestenen. Dette efterår byder på en genforening af Dave Ball og Marc Almond til ét sidste farvel-show for Soft Cell, d. 30. september i London’s O2 Arena. I den forbindelse udgives en ny singleopsamling – The Singles: Keychains and Snowstorms – som inkluderer to helt nye sange, de første fra duoen i 15 år. Den første af dem er netop blevet udsendt, og vel er ‘Northern Lights’ ikke verdens mest uforglemmelige nummer, men det bærer den klassiske Soft Cell-lyd, kommunikerer indtrængende som SC-traditionen påkræver, og er ifølge Almond ovenikøbet “a celebration of our roots in northern soul”…
…When did you start loving me
I’m guessing not that recently
Why can’t you look at me
And show a little understanding
I sit here looking at a photograph
When we were young and we still laughed
And every day was endless fights
in Blackpool under northern lights…
Vi starter ugen under nat i New York. Indierockstjernerne Interpol – hvis nye album Marauder vi omtalte lige her forleden – har fået lavet en ny video med Kristen Stewart og Finn Wittrock til albummets åbningsnummer…
Photo & ©: Godlis