Kendte man ikke Interpol og hørte deres nye album Marauder, ville en kriblende opstemthed indfinde sig. For her er et velspillende, vitalt band, der i bedste kantede postpunkefterslæbstradition slår sig skramlende løs, så selv månen må dæmpe sine blege stråler på albummets begsorte nattehimmel. Virtuos, kontrolleret men befriende skramlet musicieren suppleres af en sanger, der kan sin placering i lydbilledet, og stikker ud med meldinger et faldende sted mellem telegram, kølig sarkasme og resigneret nødråb. Men for de mange af os der, efter Interpol’s tre første så formfuldendte albums, har ventet i tålmodighed på mere af samme klasse, er det en langt mere blandet følelse Marauder afføder.

For vel lykkes det den velrenommerede indie-producer Dave Friedmann + band at bringe det liv, der har været så grelt savnet på plade de seneste elleve (!) Interpol-år, men de seneste to albums udtalte problemer med sangskrivning består desværre. Interpol’s adelsmærke de første år var den forunderligt fuldtudviklede æstetiske overbygning bandets musik kom med. Ikke en tone syntes overflødig eller andet end perfekt i de kølige katedraler af dunkel skønhed, Interpol udgav som sine numre. Nu er alt anderledes. På Marauder snubler man som lytter i et væk over temaer, akkorder, breaks, der i konstant rastløs omskiftelighed nærmest synes…vilkårlige. Nogle af dem når nogenlunde lykkeligt frem til deres destination, andre forvilder sig og giver helt op på halvvejen.

Man fristes igen tænke, om Interpols engang så 100% veltilrettelagte musik nu mere tilvirkes efter et tilfældighedsprincip? Og om ex-bassist Carlos Dengler, der kørte kreativt livstræt på bandet efter de tre første albums og gik ud i 2010, var et langt mere essentielt medlem for bandets kvalitet end antaget dengang? Isoleret set er nye Marauder et atmosfærefyldt Interpol-album med sine givende Interpol-øjeblikke – specielt ‘Surveillance’ og ‘Flight Of Fancy’ hæver niveauet betragteligt – men i det større billede er det først og fremmest endnu et stik i hjertet. Fordi det der kom først var så meget større end en interessant rodebutik.

Et metalband, jeg rigtig godt kan lide, er franske Gojira. Det er begavet musik, der på én gang er brutal og vil noget mere end at være vred, herunder noget så stort som at levere systemkritik og noget så imødekommende som at lave sange med melodier. Her er “Gojira” fra Magma-albummet fra 2016, en video der ligesom albummet er optaget i New York, gruppens adopterede hjemby.

Vores fortabte antihelt Bill Ryder-Jones, ham fra The Wirral ved Liverpool, der var guitarist i The Coral og som for snart tre år siden udsendte det mesterligt stemningsfulde soloalbum West Kirby County Primary, har uden den mindste kanontorden en ny single og video ude. ‘Mither’ er et forspil til albummet Yawn, der udgives til november…

Først lavede Dean Wareham’s Luna en fin cover af den. Senere indspillede R.E.M. også en ildevarslende version med et tungtraslende guitartæppe. Her er originalen ‘Indian Summer’ med proto-indiebandet Beat Happening, featuring forsanger Calvin Johnson’s uforligneligt rustne barytonstemme upfront. Bag Olympia, Washington-trioens erklærede DIY-attitude og fundamentalistiske lofi-æstetik gemmer der sig en usleben diamant af en sang her…