Når vi skriver Independence Day her igen i dag, er det naturligvis ikke Trump’s USA vi fejrer, men idéen om The Promised Land derovre: Pioneerånden, frihedsdrømmen, udlængslen, smeltediglen, diversiteten, musikken, filmene, litteraturen, historien, myterne, alt det ubetaleligt gode, uden hvilken vores egen kulturs grundstamme, som vi kender den, ville være så godt som ikke-eksisterende. Her er – hvem andre?! – Bruce Springsteen & The E Street Band til at synge 4. juli ind med en besjælet 1978-liveoptagelse fra Largo, Maryland af ‘4th Of July, Asbury Park (Sandy)’ fra The Wild, the Innocent & the E Street Shuffle (1973)…
England vågner
England vågner i dag op til tømmermænd og uforbeholden glæde. For slutrunde-forbandelsen blev med hiv og sving brudt i aftes, da det endelig lykkedes at vinde en af de straffekonkurrencer, der traditionelt set har bragt så meget salt & vinegar deres vej. Efter 120 minutter mod et colombiansk hold, der længe havde mere travlt med dommerbrok og dirty tricks, end med at spille den fodbold, de ellers er så dygtige til, faldt afgørelsen da indskiftede Eric Dier sendte England’s femte spark ind. Forløsningen var næsten ligeså stor som udmattelsen, og tankerne endnu ikke på den 1/4-finale lørdag eftermiddag, hvor overraskelsen fra Sverige vil stå som næste modstander. Kun et musegrå svensk landshold mellem England og deres første VM-semi siden Italia 90?! Det bliver mere end nervepirrende igen.
Mød Diane Lozito
Fra 1971 til 1975 var Springsteen kæreste med Diane Lozito på billedet her, der efter sigende både er karaktermodel for Sandy i ‘4’th of July, Asbury Park (Sandy)’, samt for Rosalita i sangen af samme navn.
Alternativ Heroes
Kig nøje på Masayoshi Sukita’s kontaktark her fra 1977. Var billedet øverst til højre ikke blevet valgt som coverfoto til “Heroes”, hvilket et var mon så?!
England drømmer
Takket være favoritfrafald og lave formkurver hos normale contenders, står England pludselig med vild mulighed for at nå en VM-semi. Colombia og Schweiz/Sverige er alt der står i vejen. Minder om Leicester’s åbne vej i PL for to år siden, da alle de vanlige tophold var ude i pit. Men hvad gør England så ved det? Spiller en heroisk sejr hjem mod Colombia i dag, for så at glide ud i mørket med en musegrå og nervelåst indsats mod Schweiz/Sverige? Eller tager den til straffe i aften i Moskva, den skæbnedisciplin, hvor England til nu har slutrundetabt i hele syv af otte tilfælde, og helt sikkert vil gøre det igen? England synes forbandet siden VM-guldet i 1966, så selv om det hele pludselig ligger lidt til dem, og selv om vi håber, nu Tyskland er væk og Italien slet ikke med, skal det nok gå galt igen. Det er kun et spørgsmål om tid og den kroniske middelmådigheds forbandelse og/eller tilsnublet uheld før det sker. Selv Harry Kane kan brænde et straffespark.
Colombia – England, tirsdag kl. 20.00, TV2/allovertheworld
The Cure var i særklasse
<
Og specielt gode da de fandt sig selv og vel nærmest skabte deres helt egen genre i start-80’erne. Her ovenover Robert, Simon og Lol i topform på fransk TV foråret 1982 med ‘Cold’ fra da netop udsendte Pornography. Interessant at se disse optagelser og blive positivt mindet om, der var engang hvor The Cure med rette gjorde krav på at blive taget helt alvorligt. På lørdag fejrer The Cure egen 40-års fødselsdag med en stor udendørskoncert i Hyde Park i London, hvortil Robert Smith har inviteret en af håndfuld sine favoritbands til også at optræde. Det line-up ser slet ikke dumt ud.
.
Middle of the road
Som min ven Esben siger, så lyder den nye The Coral-sang her altså besynderligt som en blanding af Dr. Hook og ABBA. Bortset fra altså, at sidstnævntes sange bor en 20-30 luksuriøse etager over dette NutraSweet-kælne stykke ingenting. The Coral’s fem første albums fra 2002 til 2007 indeholder moderne Merseybeat af stor, udfordrende, særegen og yderst melodisk generøs kvalitet. Siden er det desværre gået markant tilbage for Wirral, Liverpool-bandet. The Coral’s mest værdifulde aktie synes at have ligget i deres tidligere guitarist Bill Ryder-Jones, hvis seneste soloalbum West Kirby County Primary (2015) er et lille mesterværk…
Du er aflyst, Moz
Hele Morrissey’s sommertour i Europa er nu blevet aflyst. Officielt pga. ‘logistical circumstances beyond our control’, men hvad skal den røgslørs-formulering nu dække over?! At tourbussens højre forhjul er fladt, eller, at der er længere fra Berlin (15. juli) til København (17. juli) til svenske Rattvik (19. juli) end først antaget?! I England lægges aflysningen flere steder ud som en logisk følge af den enorme kritik, der er haglet ned over Morrissey de seneste otte måneder, hvor de få interviews og officielle meddelelser fra ham er kørt helt i racismegrøften. Til et punkt, hvor der eksempelvis var stablet et samtidigt stort arrangement mod racisme op i Manchester som modsvar til hans nu to nedlagte shows i hjembyen, ja, det er dertil virkeligheden er kommet. Den engelske musikjournalist John Robb har i forbindelse med den nye touraflysning skrevet dette åbne brev til sin gamle helt, som tegner det ukomfortable Moz-billede, mange af os desværre ser, præcist op. Så hvad gør Morrissey nu, spørges der tilsidst i det åbne brev. Meget svært at se, hvis Moz-tilhænger-modviljen mod hans nyfundne, selverklærede For Britain-kærlighed virkelig er blevet så omfattende, den ikke engang længere kan ignoreres af selv hans egen tour-karavane.
London 1977
På muren, lige ved siden af reklamen for et kommende The Ramones/Talking Heads/The Saints-show, hænger plakaten for den midnatsstartende allnighter-koncert 5. juni i Hammersmith Palais, The Clash’s Joe Strummer tager til for at opleve jamaicansk roots rock rebellion. Hvad han istedet får er en omgang for velfriseret pop-reggae, der får Strummer til at gå inspireret væk og skrive denne sang, en af punkens allerfineste singler, som The Clash udsender et år efter, 16. juni 1978. Her sangen med lyrics video, så dens afsæt i Vestlondon-koncertens står tydeligt frem…
LS til Roskilde
Vi kan annoncere endnu et show denne sommer. 25. august spiller Love Shop til Rabalder 2018 i Roskilde.
Imens på 2001 Odyssey…
Tony Manero kigger ud på fremtiden fra 1977…
The story of girl groups
I går talte vi her om Debbie Harry og Blondie, hvis bedste musik groupsskylder ikke så lidt til den amerikanske girl group-tradition fra 60’erne. Pitchfork har lige her her lavet en interessant gennemgang af hele fænomenet fra dengang til nu, gennem en dissekering af hele 45 ifølge dem essentielle girl group-sange. Som appetizer her deres gennemgang af The Crystals’ kontroverseielle og ikke så lidt problematiske ‘He Hit Me (And It Felt Like A Kiss)’…
The Crystals – “He Hit Me (And It Felt Like a Kiss)” – 1962
The Crystals recorded their first hit single, “There’s No Other (Like My Baby),” in prom dresses, having come to the studio directly from that high school dance; a year later, they’d entered the canon of the deeply problematic. “He Hit Me (And It Felt Like a Kiss)” is a fucked-up song, and everyone involved—save, perhaps, homicidal producer Phil Spector—knew it. Husband/wife songwriting duo Carole King and Gerry Goffin had been inspired by a babysitter who’d shown up bruised but still smitten, translating her boyfriend’s abuse as an expression of love. The song flopped tremendously; magazines refused to advertise it, DJs refused to play it. Later, King and Crystals lead singer Barbara Alston both disowned it.
To say “He Hit Me” was too dark for its time feels insufficient; the song is too dark for any point in pop music, present day included. It is anti-pop. But it is that uncomfortable nature—the contradictions at play between Alston’s naive voice, the sickeningly matter-of-fact lyrics, and Spector’s swelling funeral march—that makes it so persistently relevant. Many have dismissed the song for glorifying abuse, but that isn’t quite it; whether or not its creators intended it, “He Hit Me” is a representation of the profoundly complicated and screwed-up realities of womanhood. More recently, pop stars who wallow in these same contradictions have made the song their own: Hole performed it on “MTV Unplugged,” and Lana Del Rey interpolated it in the lyrics of 2014’s “Ultraviolence.” In a 2007 interview, Amy Winehouse spoke of the song with grim empathy: “Most people’d be like, ‘How dare you promote domestic violence!’ But to me, I’m like, ‘I know what you mean. I know exactly what you mean.’” –Meaghan Garvey
Øv
I will give you my finest hour…
Den første sang med Blondie vist på dansk TV, det i et Jørgen Mylius-show, hvor ‘Picture This’ formodentlig blev introduceret som punk. Blondie’s Chris Stein og Jimmy Destri har skrevet dens musik, mens dagens fødselar Debbie Harry står for de mundrette men fantastiske ord. ‘Picture This’ var førstesinglen fra Parallel Lines (1978), der skulle blive et af slut-70’ernes mest solgte albums. Den raket blev dog først for alvor skudt afsted i januar 1979, da ‘Heart Of Glass’ derfra blev singleudsendt og gik til tops overalt. Det gjorde ‘Picture This’ ikke, trods sine kvaliteter som langt bedre sang…
Debbie Harry i sort/hvid
Den mærkværdige følelse når ens første store forelskelse fylder…73. Blondie’s shining light Debbie Harry har fødselsdag i dag. Født i 1945 som Angela Tremble i Miami, Florida, bortadopteret kun tre måneder efter til Hawthorne, New Jersey, og der omdøbt af sine nye forældre til Deborah Ann Harry, var Debbie Harry allerede 30 år gammel da Blondie pladebuterede i sommeren 1976, med kurs mod pophimlens allerøverste lag. Hendes alder var hemmelig dengang, så vi anede intet, men beklager og fortryder intet nu. Hun var perfekt som drømmeleverandør. Smeltende soft ice og blød neon helt tæt på.
