Postpunkens tabere

For hver Joy Division, Siouxsie & The Banshees, The Cure, Echo & The Bunnymen, Bauhaus, you name them, som spillede sig ud af de lange overfrakker og ind i varmen, var der et utal af pladeudgivende postpunkbands, som ikke klarede cuttet og hverken fandt det publikum eller den opmærksomhed, der blev arbejdet så hårdt for. Tag nu bare London-bandet The Only Ones, der, trods en lille række glimrende plader fra sidste halvdel af 70’erne til den øjensynligt uundgåelige opløsning i 1982, er mest kendt for sin uheldige og ultimativt ødelæggende alliance med hårde stoffer. The Only Ones’ retrospektive claim to fame er vel singlen ‘Another Girl, Another Planet’ (1978), en god eksponent for bandets egentlig ret traditionelle, Lou Reed-tro new wave-rock, og en drugrelateret sang, både The Replacements og Babyshambles siden har sat en ære i at spille live. Men det er ikke The Only Ones’ singler men derimod deres tre studiealbums som står allerstærkest. Udgivelsen man IMHO først bør opsøge er dunkeltmelodiske Even Serpents Shine (1979), den svære men sublime toer, der i både stærk sangskrivning og ditto stemningsladet spil står perfekt afrundet. Forsanger Peter Perrett topper her med den slags bitter-romantiske tabersange, der også sidste år skulle gøre hans overraskende vellykkede solo-comeback How the West Was Won til så intim og givende en affære. Fra Even Serpents Shine her åbningssangen ‘From Here To Eternity’…

Skriv et svar