Nyt besøg ved Ramona Falls

ramonafallscover

– Hvad er det, du hører? Det lyder spændende.
– Det er det nye album med Ramona Falls.
– Hende kender jeg ikke.
– Det er en gruppe, dvs. det er egentlig en, der hedder Brent Knopf. Navnet er taget fra nogle vandfald i Oregon. Det har heller ikke noget med Ramones at gøre.
– Er herr Knopf en, vi kender?
– Han er også med i en gruppe, der hedder Menomena.
– Aha. Er der nogen kendte gæstemusikere med?
– Masser. Der er f.eks. medlemmer fra bands som The Helio Sequence, Mirah, Loch Lomond, 31 Knots, Talkdemonic, Nice Nice, Tracker, Dat’r, Dear Reader og 3 Leg Torso.
– Aha.
– Nej, det lyder ikke som nogen, vi får at se på Langelandsfestivalen foreløbig. Det er lokale bands, som Brent Knopf kender, så vidt jeg ved.
– Hvad hedder albummet?
– Det hedder Intuit.
– Jeg synes ikke, de synger på grønlandsk.
– De er fra USA, fra Oregon (som er den delstat, hvor vandfaldene er). “Intuit” betyder “at have en intuitiv fornemmelse af” på engelsk. Måske er det også et ordspil på “Into it”?
– Og Intuit er udkommet på Barsuk Records?
– Ja. Det er dem med Death Cab For Cutie og Nada Surf.
– Det lyder nu slet ikke som dem. Faktisk er det svært at sige, hvad Ramona Falls lyder som.
– Ja, de/han har i høj grad fundet en stil, der på én gang er velkendt og original. Der er en hel del forskellige akustiske instrumenter, og på den måde minder det måske en anelse om f.eks. Arcade Fire – men der er ingen springsteensk udadvendthed hos Ramona Falls. Bedre sammenligningspunkter var måske Beirut eller The Decemberists. Og så er der en usædvanligt stor glæde ved spring i dynamik fra højt til lavt og tilbage igen.
– Er det ligefrem et af årets bedste albums, vi har med at gøre her?
– Det synes jeg ikke helt. Der er bestemt gode sange, men af og til får man på fornemmelsen, at arrangementerne og effekterne er gået forud for sangskrivningen. Hvis herr Knopf og hans venner får styr på dette aspekt, kan opfølgeren godt blive et af årets albums i 2010.
– Kan man købe albummet i Danmark?
– Det ved jeg ikke; jeg downloadede mit eksemplar på Emusic. Det koster ikke alverden, og de har en masse spændende musik – det var f.eks. også der, jeg fandt Memory Tapes.

En tanke om “Nyt besøg ved Ramona Falls”

  1. Fantastisk kunstner! Har nu hørt halvdelen af albummet, og det syntes at placerer sig i toppen af en 2009-liste, der eller ikke er overrendt af nyklassikerer.

    For øvrigt tak for den eneste information om Ramona falls der nærmest findes på nettet

Skriv et svar