Jeg kan læse at Ravi Shankar døde i går i en alder af 92. En af de banebrydende skikkelser i det 20. århundredes musik er ikke mere. Nej, Ravi Shankar var ikke et rocknroll-navn, selv om han også en overgang spillede på rockfestivaler (bl.a. Woodstock). Men han var sammen med sit ensemble de første verdensstjerner fra den tredje verden, et årti før Bob Marley. Mange forbinder Ravi Shankar med The Beatles, fordi han blev ven med George Harrison. Og formodentlig hjalp denne forbindelse også med at introducere Europa og Nordamerika til indisk musik før den livlige (men også meget overfladiske) bhangra og hvad der ellers kom ud af “Bollywood” kom til at dominere manges billede af hvad indisk musik er. For mange er netop citaren vel stadig synonym med indisk musik.

Men Ravi Shankar var en kendt musiker i sit hjemland længe før de fire fra Liverpool fik deres første instrumenter. Og så skrev han musikken til Satyajit Rays Apu-trilogi (nogle af de bedste film fra det 20. århundrede, spørger man mig – se dem! og nej, der er ingen biljagter eller 3D).

Jeg oplevede Ravi Shankar for 22 år siden til festivalen i Edinburgh i en helt fyldt Usher Hall. Og bagefter fik jeg hans autograf og fik hilst på manden.

(For en sikkerheds skyld: den Shankar, der åbner Echo & The Bunnymens legendariske “The Cutter”, er ikke Ravi Shankar, men den tamilske violinist Lakshminarayana Shankar.)