Hvor gik det galt for Lady Gaga?! Var det ikke allerede i 2011, da hendes popmesterstykke The Fame Monster blev fulgt op af singlen ‘Born This Way’, der kom som en mæt, fad og politisk korrekt Madonna? Albummet det år af samme navn var en rodebutik af skinger attitude og dårlige undskyldninger for sange. Kun ‘Judas’ besad den kraft, saft og lynende pop-produktionsskarphed, Gaga indtil da havde haft som adelsmærke. En endeløs række koncerter verden over kunne måske stå som undskyldning for manglende ånderum til kreative indfald, men hvorfor skulle følgende Artpop (2013), hvis mest blivende øjeblik var den Pet Shop Boys-lydende ‘Applause’, da så indeholde hele 15 narcissus-spejlende numre?!
For tre uger siden udkom singlen ‘Perfect Illusion’, forhåndsopblæst af Gaga’s pladeselskab som en tilbagevenden til den popstorform, der først løftede hende op til megastjernestatus. Men Gaga og hendes stjerneproducere havde desværre glemt at skrive en sang til deres bombastiske produktion, så forløberen for det nye album Joanne døde som musikoplevelse vuggedøden. I går blev ‘A-yo’, endnu et albumtrack, så sluppet. Igen en übertam affære, der kun demonstrerer hvor teknisk god en sanger Stefani Germontta er. Men det var jo aldrig derfor hun brød ind i vores bevidsthed. Så her til eftertanke og nydelse hendes fortjent enorme hit fra efteråret 2009, der kunne det hele på én gang, og mod hvilket hendes udgivelser i dag lyder så fjernt ligegyldigt. Tror desværre Lady Gaga er færdig nu. Helt færdig.
The Fame Monster med Bad Romance er en kraftpræstation og vil forhåbentlig stå som en milepæl i pophistorien. Men nu virker Gaga langt fra så relevant som Sia på den store scene.
Jo, men der er plastik-pop som rykker grænser og lydæstetik, og kan sin eufori, og så er der dårlig pop.
Hun har nu aldrig brudt ind i min bevidsthed. Synes det altid har lydt som hul, kalkuleret plastik-pop.