The Jam, som udsendte deres plader fra tre dage efter min 13. fødselsdag til nogle måneder efter jeg var blevet 18, var – sammen med The Clash – mit gennemgående engelske teenage-soundtrack. Hørte og har stadig med glæde samtlige deres singler, ventede med utålmodighed på The Jam”s kradse albums, der næsten altid udkom hvert år i november. Paul Weller var som sangskriver, guitarist og sanger omdrejningspunktet i trioen, der lidt forvirrende var mere mods end de var punks, selvom det var punk-bølgens første angrebsbølge de kom ind med og red afsted på. Bassist Bruce Foxton skrev og sang også enkelte numre, han sang endda A-siden på ‘News Of The World’, den første Jam-single det lykkedes mig at finde og købe dengang. Rick Buckler stod både som bandmedlem og person mere anonymt i baggrunden, hvor hans stramt energiske trommespil dog ragede op og var det perfekte lokomotiv for den ofte indignerede The Jam-musik, der startede med punk-energi, kulminerede længe i en ærkebritisk, Ray Davies-socialrealistisk new wave-rock, for tilsidst at opløses i den soulinfluerede stil, Paul Weller siden skulle fortsætte mindre heldigt med på egen hånd i The Style Council. Her en salut med honnør til den stærke holdspiller bag trommerne, det med den første sang jeg nogensinde hørte med hans band, The Jam. Tak som fanden for al musikken, der gjorde så stor en forskel, Rick – hvil i fred!