Mærkedagene kommer hurtigt og tæt i Popworld. Forleden markerede vi her årsdagen for Sex Pistols’ eneste regulære album. I dag er det så Ladbroke Grove-rivalerne fra The Clash, hvis andet udspil Give ‘Em Enough Rope blev udsendt til spredte reaktioner dags dato i 1978. Dengang var jeg selv besat af pladen, men siden – specielt efter at The Only Band That Matters stilistisk foldede paletten langt bredere ud på de efterfølgende tre udgivelser – har den stået i et mere forbeholdent lys. Dette har dog lidt ændret sig de seneste par år, hvor Rope hørt herfra som tidsdokument står godkendt overbevisende, sin måske lidt rockistiske blindgyde tiltrods. The Clash synes på denne plade fanget i det tydelige spil om at komme op med en muskuløs mainstream-rockplade, der kan nå helt bredt ud. Den ambition er den amerikanske Blue Öyster Cult-producer Sandy Pearlman’s tilstedeværelse et tydeligt bevis på. Men The Clash’s svære to’er lider måske også under, at bandet siden debuten året før havde udsendt hele tre singler, som man af punk-etiske grunde ikke ville genbruge her. Tænk hvor stærkt et album Give ‘Em Enough Rope kunne have været, hvis single-bangerne ‘Complete Control’, ‘Clash City Rockers’ og ‘White Man (In Hammersmith Palais’, samt deres tre b-sider, havde været tilgængelige. Det kunne have været voldsomt. Så jo, materialet på Rope er af indimellem svingende kvalitet, produktionen beefy, desperationen tydelig at spore. Alligevel skaber The Clash’s nøgne ambition og trodsighed som the last gang in town alene mod verden et album, der står stolt og selvstændigt i dag så mange år efter, det sine omtalte modhager tiltrods. Tillykke med de 44!