
Fik suppleret det gængse eksemplar af Echo and the Bunnymen’s liveindspillede filmsoundtrack-EP til filmen Shine So Hard i går med et i langt bedre stand. Efter det gamle (det til højre, ja) blev købt i London i juni 1981, var det hele vejen med på en hård togrejse til Grækenland inden det kom med hjem, så standen har altid været derefter.
Shine So Hard-EP’en fokuserer på en speciel aften Bunnymen spillede i januar 1981 i Pavillions Gardens i Buxton, Derbyshire. Bunnymen-tilhængere kunne købe billetter til et sidste show i lang tid på et ukendt sted og blev på selve dagen så kørt dertil i busser gennem hårdt vintervejr fra Liverpool, Birmingham og London.
Aftenen i den aparte gamle glassal, den sidste på Bunnymen’s såkaldte Camo Tour mellem Crocodiles (1980) og Heaven Up Here (1981), blev optaget både på film og lyd. 12″er-EP’en derfra indeholder to numre fra begge albums, så det var der man først kunne stifte bekendtskab med nye ‘Over The Wall’ og ‘Zimbo’ (AKA ‘All My Colours’).
Filmen fremstår i dag i sin langsommeligt opbyggende form for dvælende kunstskoleagtig, men dokumenterer et vigtigt tidspunkt i Bunnymen’s løbebane, da det var lige omkring her at det unge band, der snart skulle flyve så højt, fik vinger og smeltede sammen med sin trofaste tilhængerskare…