Strangeways

smiths_-_strangeways_here_we_come.jpg

I dag for 20 år siden udkom NME med en ekstatisk foranmeldelse af Strangeways, Here We Come, The Smiths’ fjerde og sidste egentlige studiealbum. Henover sommer var rygterne begyndt at løbe om uro i bandet, og da så Johnny Marr trådte frem i et interview, ligeledes i NME, under overskriften ‘Why I Quit The Smiths’, var der ingen vej tilbage.

Førstesingle ‘Girlfriend In A Coma’ blev sendt ud i august, med typisk Marr-ubesværet og særegen popmusik under Morrissey’s dødskredsende ord. Ofte når et band opløses, høres konflikterne og udtømningen af energi i dets sidste indspilninger, men ikke her. Kvaliteten af ‘Girlfriend…’ til trods, var der derfor alligevel udbredt bekymring for, at Strangeways ville være en krampetrækning snarere end en endelig manifestation af kollektiv styrke.

Så vi blev både opmuntrede og vemodige dengang af det NME-skriv. Lettede fordi det syntes lykkedes for The Smiths med et album på højde med, om ikke højere end, forgængeren The Queen Is Dead. Men også derfor ekstra ærgelige over, at noget SÅ blomstrende kreativt, som samarbejdet mellem Morrissey, Marr, Joyce og Rourke, nu var forbi og fortid, brændt på det alter af ‘personlige forskelligheder’, som alle orkestre – undtagen måske lige TV2, D†A†D og Rolling Stones – må lade livet på.

I interviews lige siden har både Morrissey og Marr, når samtalen falder på The Smiths, uden tøven udpeget Strangeways som favoritalbummet. Sikkert fordi det er der, bandet træder frem fra enhver aspiration og med naturligt sikker hånd leverer sin mest facetterede og afvekslende longplayer. Strangeways besidder en modenhed i udtryk, en finesse og flertydighed, som The Queen Is Dead – trods unævneligt mange andre kvaliteter – ikke er i nærheden af.

Strangeways, Here We Come udkom d. 28. september, 1987, og blev i lyset af The Smith’s opløsning mere værdsat som en gravsten over bandet og den periode det havde regeret, end som et fritstående album, med eget liv og syn på verden. Her 20 år efter, med Morrissey langt afsted på helt egen vej, med Johnny Marr så fortabt underpræsterende, er det lettere, uden det samme emotionelle drivgods, at høre Strangeways for hvad det er; et exceptionelt album af et sjældent godt band, på toppen af dets ydeevne.

Side A
1 “A Rush and a Push and the Land Is Ours”
2 “I Started Something I Couldn’t Finish”
3 “Death of a Disco Dancer”
4 “Girlfriend in a Coma”
5 “Stop Me If You Think You’ve Heard This One Before”

Side B
1 “Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me”
2 “Unhappy Birthday”
3 “Paint a Vulgar Picture”
4 “Death at One’s Elbow”
5 “I Won’t Share You”

6 tanker om “Strangeways”

  1. Intet er bedre end dronningepladen, men “Strangeways…” har det hele: Længsel (“Last Night I…”), morbid romantik og komik (“Girlfriend In A Coma”), angsten for at miste (“I Won’t Share You” – på en måde i familie med Sinead O’Connors “Success Has Made A Failure Of Our Home”) og det raffinerede lydbillede (“Death Of A Disco Dancer” – den har Radiohead også lyttet til…).

  2. Jeg er fuldstændig enig i alt hvad du skriver, Jens. Strangeways var et stort album og en værdig svanesang, men for mig er TQID endnu større. Det at vi overhovedet har en sådan diskussion, viser jo bare hvort stort og betydningsfuldt et band The Smiths var og stadig er! 🙂

  3. Aakjaer, jeg synes tre af Morrissey’s allerstørste Smiths-vokaltakes findes på Strangeways-sangene ‘I Won’t Share You’, ‘Paint A Vulgar Picture’ og ‘Last Night I Dreamt Somebody Loved Me’. Sidstnævnte er da iøvrigt også decideret indlæggelsessyg af længsel, nej?

    Indrømmet ‘Death At One’s Elbow’ er et ret ligegyldigt nummer. Hvis The Smiths ikke havde kørt en så idealistisk adskillelsespolitik mellem LP-numre og single-sider, kunne f.eks. anderledes opsigtsvækkende ‘Half A Person’ eller ‘Shoplifters Of The World Unite’ (begge fra ‘Shoplifters’-singlen, januar, 1987) have pyntet gevaldigt istedet.

    Et vildt tempo The Smiths indspillede og udsendte i; mellem The Queen Is Dead, fra d. 16. juni 1986, og så Strangeways, 15 måneder senere, udgav Rough Trade hele 4 ikke albumanvendte singler: ‘Panic’, ‘Ask’, ‘Shoplifters Of The World Unite’ og ‘Sheila Take A Bow’.

    Med det tempo, uden nogen manager og med en bunke koncerter oveni, er det ikke mærkeligt The Smiths måtte brænde sammen så hurtigt.

    Synd, men hvor var det til gengæld smukt mens det varede! Morrissey har siden – ikke mindst på Vauxhall & I og Your Arsenal – begået flere personlige højdepunkter. Men, som jeg også nævner i indlægget, er det en kilde til forundring, hvor lidt musik af nogen betydning guitarist/producer/sangskriver Johnny Marr siden har begået.

    Mange så Marr som primus motor i The Smiths og derfor bedst rustet til en musikalsk fremtid efter bandets sammenbrud. Men nej, på egen hånd, uden Morrissey’s vision og ambitionsdrevne energi, viste han sig desværre bleg og uformående.

  4. Som alle Smiths albums er Strangeways, Here We Come et fantastisk album med rigtig fine momenter, men det er efter min ydmyge mening slet ikke på højde med The Queen Is Dead.
    Strangeways… er et mere poleret og velproduceret (af Johnny Marr) album, men der er ingen sange herpå, hvor Morrissey lyder så syg af længsel som på I Know It’s Over, Never Had No One Ever, The Boy With The Thorn In His Side eller There Is A Light That Never Goes Out. Der er heller ingen sange på Strangeways…, hvor Morrissey lyder så så indigneret som på titelnummeret The Queen Is Dead eller så veloplagt som på Bimouth Strikes Again.

    Jeg tror at årsagen til at Morrissey og Marr undsiger TQID snarere skyldes at bandet under indspilningerne var inde i en forfærdelig kriseperiode med alvorlige narko- (Rourke) og alkoholproblemer (Marr), samtidigt med at Morrissey blev lagt for had af dele af den engelske presse, der anså Panic med omkvædet “hang the dj” for at være et racistisk angreb på den sorte kultur i UK.
    I øvrigt er Death At One’s Elbow et sjældent dårligt nummer.

  5. Kan huske da jeg hørte den her plade for første gang til en god druk aften med en ven. man blev helt ædru da han sagde; jeg har lige et nummer du skal høre og på kom Last Night I Dreamt Somebody Loved me. det var jo verdensklasse.

    Også en personlig favorit fra det album er A Rush and Push and the land is ours.

  6. Første sprit-nye Smiths album undertegnede købte – og jeg blev ikke skuffet. Kan nogen huske navnet på den rimelig store pladebutik (2 etager?)der lå i Hyskenstræde dengang? Lokalerne blev vist senere til en TP Muzak…

Skriv et svar