Euforien over Oasis og de to slagsbrødres fælles musikalske/økonomiske genkomst har været enorm de seneste dage. Så forfriskende at kunne læse dette indlæg i The Guardian, der ikke lægger nogen fingre imellem omkring at pege på bandets åbenlyse skyggesider.
Var engang på studietur i Manchester, og city er byens hold, mens united er de rige forstadsknægtes hold…tænker det lidt har ændret sig til det ligegyldige i dag, hvor arabiske oliemilliardærer smadrer al interesse for fodbold, så city eller united kunne sgu lige så godt være fc stening mod halshugning united;-)
Lige lidt fodbold: Spændende Oasis-debat. Har aldrig været decideret fan, men holdt meget af bandets første par albums. Og en grund til jeg også havde en vis sympati for bandet dengang i 1990’erne, var at de var fra Manchester, men ikke fans af de dengang dybt irriterende United, som tog den ene titel efter den anden de år. I stedet holdt de med lillebror i byen, de lavere rangerende City i de lyseblå trøjer, som var en sympatisk underdog, man nemt kunne holde af og absolut ikke var en trussel i toppen af engelsk fodbold. Ja, tiden er gået….
‘Sin generations Status Quo’. Spot on. Utroligt så meget massemedieselvsving den kommende (måske) reunion genererer ift. så mange andre noget mere interessante og realiserede af slagsen.
Ift. popularitet (ikke kunstnerisk dygtighed) kan hverken Pulp eller MSP komme i nærheden.. det er da kun Blur og Suede fra 90’erne, der var deroppe af..Om man så synes Oasis er lort, fair nok:-)
Virkelighedsflugt? Det er vel essensen af binge-drinking, så jo.
Simon Price sætter sine penge på Pulp og Manics istedet. De er også arbejderklasse, men bruger det som et afsæt til noget andet..
Altså penge er penge og hvis Noel er blevet plukket i en skilsmisse, så er det jo sådan det er. Deres skænderier virker mere ynkelige jo ældre de er blevet, men pengemangel er en hel reel og altid fair årsag…
Eller måske giver de bare arbejderklassen 2 timers virkelighedsflugt.
Den del af arbejderklassen Simon Price så åbenlyst foragter.
Men nogen skulle vel for perspektiveringens sunde skyld, midt i Oasis-kanoniseringens ellers helt ubegrænsede jubel, sige disse ting denne uge? At bandet allerede længe før bruddet blev et råddent æble i en fastlåst konservatisme, der vel har gjort det til sit generations Status Quo. At brødrenes dysfunktionelle opførsel, samt ofte dokumenterede værdi-apati, er det horrorshow som forbløffende godt afspejler Brexit-UK’s samt den binge-drikkende engelske arbejderklasses generelle armod og kurs mod bunden. Måske det er derfor de er SÅ store derovre.
Simon Price har alle dage ønske t at hans elskede Manic Street Preachers blev større end Oasis. Det kan læses.
Han gør sig præcis skyldig i det han beskylder Liam og Noel for, bare med et højre lix-tal, pompøsitet og overdrivelse for effekt.
Er han ikke lidt mavesur eller hvad?
Simon Price er ikke ligefrem madferit! Og hvor er det fedt at læse på et tidspunkt hvor det meste musik/kulturjournalistik fremstår som AI-generet content blottet for personlighed…