Det er her det sker. Med ‘This Charming Man’, en af de klassiske britiske singler i rockhistorien, ankommer The Smiths’ allerede på sin anden udgivelse i oktober 1983 som et formfuldendt band, hvor hele pakken spiller optimalt. Selvfølgelig har det hjulpet denne gang at have en rigtig producer – John Porter, der tidligere har arbejdet med Ferry/Roxy Music – til at få styr på det lydmæssige. Men udtrykket og dets renhed er tydeligvis The Smiths’ helt eget. Johnny Marr udviser her allerede – han er kun 19 år! – en forunderlig evne til at skrive musik med en ganske speciel nordengelsk tone og arrangere sine melodiske forløbs fjerlette guitarfigurer i lag. Rytmesektion Mike Joyce/Andy Rourke’s Motown-take på sangens uptempo-friske, uhm, skiffle-pop leveres som det naturligste uden nogen slinger, og den unge Morrissey er noget så (på dette tidspunkt i UK) sjældent som en indie-sanger, der både kan synge og afsøge profileret melodistruktur.

Morrissey’s stilsikre fortælling her om cykelpunkteringen ude i de øde Yorkshire-bakker, hvor en beleven, flirtende mand kommer ham til mere end bare almindelig undsætning, er en usædvanlig og billedstærk novellefilm. Med indbygget social kommentar endda. Og den koketterende unge Morrissey’s falset-skrig der signalerer omkvædskavaleriets angreb er ikke uden triumf. For et nyt popsprog er født, engelsk musik skal tydeligvis aldrig blive den samme som før…

Her i Danmark er det 12″eren man kan købe, 7″eren dukker aldrig op i importkasserne. Men det er måske også fint sådan, for hvor sidstnævnte har den lidt øvelokale-grovkornede ‘Jeane’ på b-siden, kommer 12″eren omvendt med hele to sange af en for b-sider sjældent høj kvalitet. Både ubesværede lette ‘Accept Yourself’ og den underskønt blåtonede ‘Wonderful Woman’ viser flere af de facetter frem, The Smiths vil byde på fremover. Det er Morrissey’s person der umiddelbart lægges mærke til ved dette møde med verden, men det er Johnny Marr’s musik, guitar og mundharpe der maler det fuldkomne billede, han kan stråle i. På 12″eren findes iøvrigt to versioner af ‘This Charming Man’; den rigtige ‘Manchester’-singleversion og – også på A-siden – en ‘London’-version, den første der blev indspillet af de to, som er langt mindre tør i lyden. Hvis man er til f.eks. jinglejangle-klangen på The La’s ‘There She Goes’ vil man nok foretrække denne. Her har den altid været favoritten af de to…

‘This Charming Man’ bringer The Smiths på forsiden af de ugentlige engelske musikmagasiner, endda lige ind på singlehitlistens top-30. Og rundt omkring i engelske byer begynder utilpassede unge, sikkert de der ikke kan se sig selv i Duran Duran-pop, at klæde sig som Morrissey og gå med blomster i baglommen, som de har set ham gøre det på billeder og på den omfattende efterårstour The Smiths giver dette år fra Ormskirk til Colchester. En outsidernes popstjerne er født.

Her demonstrerer Marr lige hvordan sangens musik er sat op. Det lyder måske ret enkelt og ligetil når han spiller det, men det er netop kunsten…

20. februar 1984 udsender The Smiths sit debutalbum, hvor ‘This Charming Man’ (samt disse tre b-sider) kun glimrer ved fravær. En nobel beslutning af bandet måske, men også en der i dag nemt kan stilles spørgsmålstegn ved, da albummet naturligvis ville stå langt stærkere et så uomgængeligt stærkt nummer ombord. Et mønster der iøvrigt skulle gentage sig i The Smiths’ korte karriere, hvor adskillige singler og deres b-sider kunne have højnet albumstandard, var de ellers blevet inkluderet. Omvendt gjorde den politik singleudgivelser med The Smiths ekstra attraktive, så snart man havde luret at guldet ofte kunne ligge kun der. I USA blev ‘This Charming Man’ aldrig udsendt, så som ses herunder var den derfor med på debutalbummet derovre, limet på som sidste skæring af side 1.