Tillykke til Neil Tennant. Jo, også med fødselsdagen i dag. Men mest med det nye Pet Shop Boys-album Electric (udkommer mandag), der ud af intet, efter to årtiers frustrerende kedsomhed i et stadigt mere West End-musicaluinspireret og træt selskab med duoen, pludselig igen præsenterer Pet Shop Boys som velfungerende kreativ enhed, helt på toppen af deres oprindelige pop-møder-electro-game. Spækket med gode sange – ‘Love Is A Bourgeois Construct’ tegner sig nemt ind blandt Tennant og Lowe’s bedste popøjeblikke ever – bankende synths og heftige beats, er Electric således en overraskelse af de store. ‘Inside A Dream’ er en mørkt bankende sequence-drøm, og ‘Last To Die’ skal også nævnes på dennes side; et vellykket Springsteen-cover, hvis tematik i PSB’s ekspert-melankolske hænder antager umiskendelige og stærke AIDSage-undertoner. Havde aldrig troet at skulle kunne begejstres over Pet Shop Boys igen – hvor befriende at tage fejl! Electric streames allerede i England/USA, men er vist endnu lukket land for os i Europa, så må nøjes her med slutnummeret ‘Vocal’…
I like the people
I like the song
This is my kind of music
They play it all night long
I like the singer
He’s lonely and strange
Every track has a vocal
And that makes a change
And everything about tonight feels right and so young
And anything I’d want to say out loud will be sung…
Jeg kan slet ikke foragte Elysium, og det er fordi der er den kvartet på der hedder Leaving, A Face Like That, Memory of the Future og Requiem in Denim and Leopardskin. Jeg elsker dem alle.
Men dens problem er, at dens laveste punkter er rigtige bundskrabere, ikke kun i deres egen målestok, men i alles. Anyhoo, kan da smide linket til min BBC-anmeldelse af den. I dag havde jeg højest givet den 6. Men sådan noget ændrer sig jo altid.
http://bloggersbychoice.dk/?p=3672
PS: Go West er jo et glimrende eksempel. Det er et af det mest mainstreamede (og imo værste) tracks, de har lagt navn til, men det var jo lige præcis, hvad verden ville have i 1993.
Jeg tænker, at de er lidt trætte af, at de pinedød altid SKAL have den med i deres set – og at de største jubelbrøl fra “pøbelen” – ikke die hard-fansene 😉 – ud over ved It’s A Sin kommer ved de to sange, som de ikke har skrevet selv, førnævnte Village People-hymne og Always On My Mind.
Jeg kan godt følge din tanke om fordelingen, Jens, men når der altid står Tennant/Lowe som afsender på sangene, så er det en påstand, som er svær at føre igennem.
Adskillige interviews har dog påvist, at Chris ynder at gå på klub, hvor Neil tager en gang russisk litteratur hjemme i herreværelset 🙂
Ja, og så at popmusik gik i en for… fladpandet(?) retning i ’93-’94, som drengene ikke ville med på? Jeg tænker Twenty 4 Seven, Haddaway, Mr. President et al, som pludselig dominerede hitlisterne. Så er det måske svært at trænge igennem med alvorlige tekster trods fine melodier, når det ellers bare handler om at feste. Hvis man var alvorlig på det tidspunkt, spillede man jo rock og var lidt fedtet.
Fx var Bilingual ifølge Neil et forsøg på at modsætte sig Britpop-bølgen, derfor de mange latino-referencer, som jo egentlig var lidt forud for sin tid. Når man bevidst fraviger, hvad der er oppe i tiden, må man nok også forvente at kunne aflæse det i salgstallene.
PPS – Problemet blev nok også at PSB havde svært ved at løbe fra den tidsdefinerende lyd, de selv havde skabt og taget helt til kanten. Den som i verdens ører med tiden hurtigt kom til at lyde SÅ nineteeneighties.
PS – PSB bedst – tror jeg – når det er Lowe og ikke Tennant der dikterer musikken.
Tak for listen, Smölle. Naturligvis er der gode ting – specielt B-siderne – men alligevel er der en, uhm, livstræthed over produktion og numre, som aldrig oplevedes tidligere, synes jeg. Seneste Elysium var så pauver, at den nærmest retfærddiggjorde PSB’s ydmygende support-tour for, var det ikke Take That?!?
Electric er virkelig SÅ meget bedre. Bedste album fra den kant siden Very fra ’93. 20 år…! 😉
Du har så ganske ret, Smølle. Jeg bemærker, at du også har en hang til B-siderne. Jeg synes, der er rigtig meget, som Format fik åbnet mine øjne for, skønt singlerne ellers troligt står på stribe derhjemme. Så er problemet vel bare, at man har lagt fillers på albums og killers som B-sider?
Jeg synes også, at Jens er hård med sin 20 års-melding. Det var først ved Release (altså for ca. 10 år siden), at jeg kunne mærke, at der var for meget guitar og for lidt beats, men fx Fundamental og i mindre grad Yes har bestemt også små perler gemt (mens det kniber gevaldigt med Elysium imo). Der er måske bare lidt langt mellem snapsene i forhold til Actually – Behaviour-perioden, hvor ALT var godt. På Introspective er det fx nærmest kun “I Want A Dog” som jeg ikke vil ophøje til klassikerstatus? (Ja, det er selvfølgelig nemmere med et 6-tracks album, I know). Det var så også dengang, hvor drengene var fast inventar på single top-10, når de udgav noget. Go West var seneste top 5-hit i UK…
Men sikke en plade, Electric. Sikke en vanvittig god plade.
Den debat om de har været kedelige og musicalagtige i 20 år virker bekendt … men tre (nu fire) fine albums og snesevis af fine numre siger altså noget andet 😉 Anyhoo! Nemmere at sige det i sang. Check den her!
http://open.spotify.com/user/116034751/playlist/00v9gPJPt8GlcZDakLpqCy
Det er ganske tænkeligt, at jeg er en iTunes-mongol 😀
Jeg streamede det fra iTunes i går, så det er muligt. Venter dog lidt med at fælde dommen..
Jeg deler også forventningens glæde, Jens. Allerede da ‘Axis’ blev sluppet fri, opstod der hos mig håb om, at der blev lagt behørig afstand til “gammelmandspoppen”, og “Vocal” er jo et fantastisk nummer – i øvrigt et friskt træk af d’herrer at lægge sådan et spritnyt track som ekstra-ekstra-nummer for en måneds tid siden, men Falkoner var bestemt tilfreds!
Jeg har også som en sindssyg prøvet at streame, nu der kom en fan clubs-omdelt mail herom, men jeg kan heller ikke få det til at virke. Må vente helt til mandag – eller finde grumsede youtube-klip for at klare abstinenserne.