Sikke en start på et album. De hakkende guitarer, en begsort mur af akkorder (vel nærmest i familie med hjemlige Sort Sol’s ‘Siggimund Blue’ femten år senere). Og så titlen “This Ain’t The Summer Of Love”, der i 1976 helt usentimentalt erklærer hippietidens mantra for endeligt forbi. Hørte pladen en del dengang, ikke mindst dets dødsromantiske hit ‘Don’t Fear The Reaper’, men bands der lænede sig mod tung rock forsvandt for disse ører nådesløst i punkens malstrøm. Således også amerikanske Blue Öyster Cult, hvis Agents of Fortune blev udsendt dags dato for 50 år siden og var en meget stor plade i USA. Det er altså også virkelig et lovende stærkt åbningsnummer, det her…