BANKROBBER
My daddy was a bankrobber
But he never hurt nobody
He just loved to live that way
And he loved to steal your money
Some is rich, and some is poor
That’s the way the world is
But I don’t believe in lying back
Sayin’ how bad your luck is
So we came to jazz it up
We never loved a shovel
Break your back to earn your pay
An’ don’t forget to grovel
The old man spoke up in a bar
Said I never been in prison
A lifetime serving one machine
Is ten times worse than prison
Imagine if all the boys in jail
Could get out now together
Whadda you think they’d want to say to us?
While we was being clever
Someday you’ll meet your rocking chair
Cos that’s where we’re spinning
There’s no point to wanna comb your hair
When it’s grey and thinning
Run rabbit run
Strike out boys, for the hills
I can find that hole in the wall
And I know that they never will
© Joe Strummer/Mick Jones
Jamen, det er vi jo nogen heldige sataner der lykkeligvis har! 😀
Downloadede The Clash’s besøg på Østerbro, maj, 1981 forleden. Vildt at genopleve bandets rocknroll-etniske mangfoldighed og simpelthen hæsblæsende energi. Og næsten surrealistisk med vores Joe, der op til ‘Complete Control’ siger “this one…this one’s for the singer of Malurt, the guy with the blue jacket.”
I min bog er Strummer/The Clash med allerøverst oppe. Og apropos Johnny Cash, som du nævner, hvor rørende er hans og Strummer’s udgave af ‘Redemption Song’ ikke lige!?!
Joe er en savnet mand – han døde alt for ung.
Jeg har netop læst Chris Salewiczs biografi om legenden fra The Clash – den hedder “Redemption Song” og er en typisk engelsk, meget grundig gennemgang af Joes liv og arbejde. Helt fra barndommen som diplomatsøn over punk-årene i verdens bedste band nogensinde til de sidste år med The Mescaleros.
Bogen fortæller også om Joes komplekse personlighed, måske grundlagt af familiens rodløshed, hans traumatiske kostskoleophold og broderens selvmord – dette gav sig udslag i en sygelig trang til at blive bekræftet hvorpå fulgte serielle nedlæggelser af kvinder og en evigt fortsættende rodløs eksistens. Alles ven og et dumt svin på samme tid er det indtryk bogen giver af Joe.
Især er det interessant med en gennemgang af hans forhold til Mick Jones, dette fantastiske sangskriverpar som gik galt af hinanden i deres største succesår men som, ifølge bogens portræt, altid havde hinanden i hjerterne. Westway to the World indeed.
Joe Strummer hører for undertegnede til mindst på linje med Lennon, Elvis og Johnny Cash. En af de store! Hvem der dog blot havde oplevet The Clash live….