Tillykke med fødselsdagen, engelsk punk rock

images-3

4. juli 1976 er en vigtig dato for britisk punk. Den hedebølgeramte dag spiller The Ramones for første gang i England. Det sker i The Roundhouse i London, hvor Ramones er fløjet ind fra New York City for at varme op for Flamin’ Groovies. Alle der siden bliver til noget på den engelske punk-scene er tilstede, vi taler medlemmer fra Sex Pistols, The Clash, The Stranglers, The Adverts, The Damned, The Slits, X-Ray Spex, Adam & The Ants, The Pretenders, etc. De er kommet for at se, høre og lade sig bjergtage af det nye amerikanske band, der kun to måneder tidligere har udsendt sit i dag legendariske debutalbum. Aftenen efter spiller The Ramones et show alene på klubben Dingwalls, hvor de samme folk igen er tilstede blandt publikum. I ugerne efter begynder det at skyde frem i London-området med nydannede bands, der alle tager The Ramones’ keep it fast and simple-tilgang som udgangspunkt. Et miljø og en scene er født…

Jeg ved det om hedebølgen, for den dag – husker den præcist, idet det var USA’s 200-årsdag, en begivenhed der fyldte meget på engelsk TV – var jeg med på en sommerferie udenfor byen Selkirk i det sydøstlige Skotland. Et år senere købte jeg The Ramones’ debutalbum i Edinburgh, ikke så langt derfra. Da havde jeg allerede haft Leave Home i nogle måneder. Fantastiske, verdensomvæltende plader at få fat i. Lyder begge stadig som en drøm af en drøm i dag.

Skriv et svar