8 tanker om “Ting at se frem til”

1. Well, Steffen Jungersen ønsker sig – ikke overraskende og såre fornuftigt – at Love Shop indbydes til dettes års Roskilde Festival.

   http://www.bt.dk/musik/jungersen-roskilde-skraber-bunden

2. Har oplevet Pete ret tæt på ved et par lejligheder og har ingen mistanke om nogen tragikomisk myteudlevelse fra hans side. Tror mest af alt han er en ret svag karakter’s person, hvis store talent åbner op for alt for mange af de fristelser, han bare ikke er i stand til at håndtere.

   Roslkilde, ja, det er måske et alderstegn at man som helt ung har sine heltebands på de små scener, men senere mest holder af dem der spiller på de større. Sådan har jeg selv haft det.

   Men The Walkmen kommer – godt gået, Roskilde! 😉

3. Prøver Peter Doherty ikke (som Shane MacGowan) netop at leve op til en Brendan Behan-agtig myte om den fordrukne, lidende kunstner?

   Selvfølgelig er det vel i sidste ende musikken, der tæller – men netop navne som Peter Doherty og Amy Winehouse gør desværre deres yderste for at fjerne fokus fra musikken gennem deres pinlige udskejelser og dybest set tragiske fremtoning.

   P.S. Da Brendan Behan var på din (eller min) alder, Jens, havde han allerede været død i 6 år. Wikipedia (http://en.wikipedia.org/wiki/Brendan_Behan) skriver dette om ham:

   Brendan saw that it paid to be drunk; the public wanted the witty, iconoclastic, genial “broth of a boy,” and he gave that to them in abundance, exclaiming: “There’s no bad publicity except an obituary.” His health suffered terribly, with diabetic comas and seizures occurring regularly. Towards the end he became the caricature of the drunken Irishman. The public who once extended their arms now closed ranks against him; publicans flung him from their premises. Although Brendan cried out that he was a writer, inside he knew his fears had materialised — he was unable to generate another classic. His last two books, Brendan Behan’s Island and Brendan Behan’s New York, published in 1962 and 1964 respectively, were talk books and cannot be compared to his former works. They were littered with pretentiousness and sycophancy, neither of which he would have tolerated earlier: “As Norman Mailer said to me. …..” Arthur Miller came up to me. …” “One day with Groucho Marx. …” Both works were tape-recorded, which Brendan hated. He preferred to write longhand or to type.

4. Apropos at se frem, så kom det meste af Roskilde-programmet…..

   Jeg synes egentlig at det er ret OK selv om jeg måske kommer til at bruge mere tid foran Orange end jeg egentlig vil, men skal bare se Strokes, Arctic, PJ, MIA…..

   Også denne sides favoritband, The Walkmen kommer forbi, skal blive interessant at se om de kan levere en ligeså fin oplevelse som i Amager Bio.

   Jeg savner måske lidt flere navne med lille eller mellemstor skrift, som jeg gerne vil opleve, men der er godt nok også meget jeg ikke kender – så der er mulighed for nye bekendtskaber til sommer. Engang syntes jeg at jeg kendte langt de fleste navne på et Roskilde-program, men måske er man blevet for gammel til at følge helt så meget med i alt det nye musik…..

5. Vil gerne have, høre, nyde det bedste af det bedste. Om skaberne af det er new age-hippies, besat af djævlen eller – som Pete – en sød men fucked up fyr, der ikke kan sætte grænser, er sekundært i den optik.

   Forstår hvad du siger, Pastor, men synes hele ideen om den lidende artist som værende mest autentisk er så trist, konform og passé.

6. Shane MacGowan har været en dygtig sangskriver, men at se ham på en scene var bestemt ikke rart, bare pinligt. Og de sange, Ryan Adams, Paul Westerberg (som bestemt også har haft sine problemer at slås med) m.fl. er ikke blevet til som konsekvens af, men snarere på trods af deres misbrugsproblemer.

   Når vi er vidne til musikeres problemer på afstand, minder det mig mest om dem, der ser “De unge mødre”. Seerne af disse programmer kan udadtil sige, at de ikke misunder de unge mødre deres problemer og at de tager afstand fra de unge mødres dårlige dømmekraft og mangel på idealer – og samtidig føler seerne sig (af samme årsager) indadtil bedre end de unge mødre. Den følelse bestyrker programmerne, og det er vel deres egentlige formål.

   På samme måde har vi en myte om den “martrede kunstner”, som både er fascinerende og én, vi kan tage afstand fra.

7. 😉 Han laver noget af det fineste rockmusik fra England de seneste ti år. Du selv har dyrket Ryan Adams meget – han har da en tilsvarende, uhm, svær personlighed, uden at det gør hans musik mindre lytteværdig, nej? Shane MacGowan lavede fantastiske ting med The Pogues, selvom han knapt kunne stå på sine ben – betyder det så meget hvad man er på, så længe varen bliver leveret? Ikke i min verden.

8. Mon ikke Peter Doherty fejrer det med en øl eller tyve, inden han vakler på scenen? Tænk, at du gider gå op i hvad den pinlige mand laver.