En anden spændende ting med Kent og deres seks shows er, hvordan man balancerer en setliste, der tilgodeser bandets allerbedste musik, men samtidig ikke taber et bredt stadions opmærksomhed og behov for instant fællesskab i ekskursioner for langt bort fra det omfattende bagkatalogs midterstribe. Kan de to ting da ikke forenes? Jo, langt hen ad vejen, for der skal også være numre/sange, som sætter de forventede hits i scene og giver den følelse af ikke at køre på cruise control, som ellers kan dræbe enhver aftens fornemmelse af her og nu. Mig, jeg kunne ud fra ovenstående betragtninger godt se dette ret så monumentale stykke musik som et optimalt startnummer på setlisten. Ikke noget decideret Kent-hit, men alligevel en voldsomt effektiv iscenesættelse af den storhed stadionkoncerter skal bygges på…