Uden hans enkle med luksuriøse trommespil ville The Clash’s musik ikke have overlevet sin samtid så ubesværet. En af hemmelighederne ved The Clash’s unikke kvalitet er netop Nicky Topper Headon’s fundamentsskabende swing, der skal søges i den anderledes skolede jazz/soul-musikalske baggrund han skabte sig, inden The Clash fangede ham ind efter debutalbummet i 1977. Uden det stilistiske overblik ville de mange genrekrydsende eksperimenter på London Calling (1979), Sandinista (1980) og Combat Rock (1982) aldrig have fremstået så selvfølgelige og musikalsk velafbalancerede som tilfældet blev. Desværre kom talentet med en slagside, en svaghed for narko, hvis præstationsforstyrrende følgevirkninger i maj 1982 fik Topper smidt ud af The Clash, der ellers ikke ligefrem var kendt for at holde sig tilbage. Efter mange års kamp siden mod stoffer må det ses som noget af et mirakel, Nicky Topper Headon i dag bliver 63 år. Her er han på amerikansk TV dengang med The Only Band That Matters…
På Wikipedia beskrives Headon’s trommestil med disse ord:
As a drummer, Headon often employed a distinctive style which emphasised a simple bass-snare up-down beat, accentuated with closed hi-hat flourishes. Such a method can be found in the songs “Clampdown”, “Train in Vain”, and “Lost in the Supermarket”. His drumming on “Train in Vain” has been characterised as one of the most important and distinctive beats in rock music. Writes Scott Kenemore, “his contribution to the music was tremendous, and his drumming remains an undiscovered treasure for too many.”
Tjek også Headon’s overskudsspil her på denne fænomenale liveoptagelse fra 1979-støttekoncerten Rock For Kampuchea i London’s Hammersmith Odeon, hvor The Clash tackler Willie Williams’ Jamaica-klassiske ‘Armagideon Times’…
De er en sjælden blanding i det band. To, der teknisk set ikke spiller ret godt, men til gengæld med masser af spirit (Strummer og Simonon), og så to, der musikalsk kan løfte det hele (Jones og Headon) så de andre ikke falder igennem. Virkelig en heldig og kreativ kemi/dynamik. Ikke for meget sjæleforladt musical correctness, ej heller for meget skrattende DIY-rock, men kun det bedste fra begge verdner.
PS – Indimellem når The Clash’s bass lyder uvant tjekket, kan det skyldes, den bliver spillet af The Blockheads’ Norman Watt-Roy. Således er det ham på f.eks. ‘The Magnificent Seven’, ‘Lightning Strikes’, ‘Hitsville UK’ og ‘Rock The Casbah’.
The Clash var i det hele taget nogle rigtig dygtige musikere (ud over at lave gode sange). Fra og med London Calling (som ikke kan roses nok!) er det helt, helt tydeligt.