Mere uudgivet Springsteen-guld. Jo, ‘Backstreets’ har været tilgængelig siden udsendelsen af Born to Run i 1975, og står vel trods manglende hitstatus hos mange i en top-5 over bedste Springsteen-sange ever, men denne studieversion optaget undervejs mod den kendte albumoriginal har aldrig fået officiel udgivelse. ‘Backstreets’ med sin uafviselige fortælling om svigtet venskab er sådan et sjældent og åbent nummer, man nemt ville kunne bruge en hel påske på at lytte til forskellige liveversioner af, specielt de udvidet fritfabulerende fra 1977 og 1978. At der også findes forskellige studieudgaver, gør kun det hele endnu mere interessant. Denne version har øjensynligt strygere på, men disse lyder nu mere som et stort hammondorgel, der blæser ud. Hvilket egentlig er underordnet, for hovedrollen her ligger i selve spillet og især vokalen, hvor Springsteen virkelig synger for livet…