Vi er helt tilbage

33571_full.jpg

Og det med en anbefaling. For juli har ikke kun bragt Interpol-albummet og en slags genopstandelse for Smashing Pumpkins i form af Zeitgeist-pladen. Nej, et af vores egne bedste bands, Figurines, har også brugt sommeren til at udsende nyt.

GAFFA-billederne af dem var nu lidt foruroligende. Bandmedlemmer i stylet skovhugger-fra-H&M-stil. Og førstesinglen, en uprofileret ikke-sang ved navn “Hey, Girl”, fik heller ikke vilde forventninger op. Så meget desto større grund til nu at glædes over When The Deer Wore Blue.

For den “Hey, Girl”-affødte mistanke, om det traditionelle problem med et band i medvind, der har for turné-travlt til at skrive nye gode sange, dør hurtigt. WTDWB er lyden af både nyvunden erfaring og opdagelyst. Det høres overalt i referencer, fra antenner ude i alle retninger.

Som tilfældet var tidligere på året hos både Clap Your Hands Say Yeah og Arcade Fire, er det bevidst noget af en rodebutik der inviteres ind i. Det helstøbte værk er ikke tilstræbt her, hvor fragmenteret virkelighed regerer.

Udover klassisk Figurines-kant gives i luftige arrangementer bl.a. adskillige Mew- og Beach Boys-harmonier, The Band-referencer, R.E.M.-melankoli, amerikansk indie-spil og solforslået 60’er acidpop. Selv et monstrøst og næsten endeløst funkriff bliver der plads til i “Drunkard’s Dream”. Ikke dette tastaturs favorit, men alligevel en befriende uafhængighedserklæring fra et band, der øjensynligt ikke frygter nogetsomhelst.

På det plan skriver WTDWB sig lige ind i den nye nordamerikanske tradition, hvor der allerede står navne som Flaming Lips, Mercury Rev og føromtalte Arcade Fire. Figurines tager dermed som band et stort og spændende skridt frem i ukendt territorie, bort fra egen forrige så succesfulde Skeleton-plade. Et modigt træk, der fortjener at blive belønnet. Hvilket nok også sker hvis/når albummets helt uimodståelige pophit, “Let’s Head Out”, bliver sendt ud som single.

3 tanker om “Vi er helt tilbage”

Skriv et svar