We've been hacked…

…for nu at parafrasere en gammel Uncle Tupelo-sang.

Det var ikke sjovt at vågne kl. 6.25 p.gr.a sommervarmen og tjekke sin e-mail, blot for at opdage at administrator-password var blevet ændret af nogen – hvilket en årvågen bruger af bloggen da også lige ville minde mig om på Facebook (kl. 6.35!). Det var lige så lidt morsomt at opdage, at bloggens forside var blevet erstattet af billedet ovenfor. Hvem end der har plastret “Free Palestine” hen over foretagendet, var det næppe én, der var til stede, den dag jeg drak te med den palæstinensiske ambassadør eller én, der har læst vores temmelig syrlige kommentarer til det israelske militærs handlinger.

Og endelig var det heller ikke noget, der forbedrede min fredag, da jeg opdagede, at problemet ikke var sådan at fjerne selv. Godt at vores netudbyder havde backup af databasen – og at dette trods alt ikke skete i morgen, hvor jeg drager sydpå med familien i tog. Efter en masse bøvl med PHP, mySQL, FTP osv. ser alt nu forhåbentlig ud som det plejer.

3 tanker om “We've been hacked…”

  1. “Dansk sangers blog ramt af terroranslag”

    – glæder mig til morgendagens spisesedler 😉

Skriv et svar