Terry, Gerrard, Lampard og Shrek fejrer kvalkampene for nu endelig er forbi.
Efter halvanden uges udstillen af hvor trist, sterilt og sportsligt ulige landsholds-kvalfodbold er blevet, genoptager de rigtige turneringer deres anderledes engagerende kapløb denne weekend. At høre Flemming Toft tale landsholdets styrke og popularitet op er en pine næsten lige så slem, som de 90 kvalitetsmagre danske minutter mod sagesløse Malta/Albanien. TV2 vil gerne sælge en sikkert dyrt indkøbt VM-kvalvare., men at lyve så skamløst om dens indhold som Flemming Toft i denne uge formåede, kunne nemt belønnes med en seriøs påtale fra forbrugerombudsmanden.
Jo-jo, engang betog det danske landshold os og hjemmepublikummet var virkelig den 12. mand, der nu kun findes som journalistfloskel. Ikke mere. Har man været til fodbold i Parken ved man, at f.eks. FCK’s tilhængere – selv til en kun halvfyldt kamp mod AC Horsens – producerer en stemning, der så nemt overgår landsholdets kampe. Måske Morten Olsens hold bare appelerer specielt til folk, der normalt ikke interesserer sig for fodbold. Ialfald er opbakningen ca. ligeså infantil, mekanisk og humorforladt som til en håndboldkamp. Og taber landsholdet et par kampe siver stampublikummet straks. Man er der for at opleve sejr, være del af en succes, det uanset baggrundens eventuelle billighed.
Men lørdag kører Premier League heldigvis igen. Hvis nogen har glemt det, spillede Liverpool som lyn og torden før kval-breaket. I morgen er Benitez & co. ude på Craven Cottage, lige ved Themsen, mod Fulham, der senest slog Manchester United. United tager søndag selv imod Aston Villa, der skal rejse sig efter ødelæggende 0-5 i Liverpool. Og Chelsea møder ude Alan Shearer’s måske genfødte Newcastle. Spændende tider igen indeed – sov godt rød/hvide landshold!
Newcastle United – Chelsea, lørdag, kl. 16.00, Canal+/downthelocal
Fulham – Liverpoool, lørdag, kl. 18.30, Canal+/downthelocal
Manchester United – Aston Villa, søndag kl. 17.00, Canal+/downthelocal
Man kan vel foreslå, at de hold, som ender nederst i kvalifikationsturneringerne “kvalificerer” sig til at spille i denne B-kvalifikationsturnering.
Den kan eventuelt få et slutspil for at gøre den lidt mere spiselig, og så kan der kåres en mester. Og man kan finde på et flot navn: F.eks “Masters Cup”.
Jeg prøver at forstå hvordan man skal revidere kval-turneringerne for at mindste kvalerne (undskyld ordspillet). Der er ikke meget sjov ved at se de små lande spille; heri er jeg helt enig. De “store” landshold kan nu også sagtens være kedelige.
Jeg kan godt se Toto-analogien. Men det er jo ikke de samme hold, der altid spiller Toto-kampe. Så hvordan skal man kunne rykke ned og op? Grundlaget for Toto-cuppen er trods en form for kvalifikation, nemlig placering i nationale turneringer.
Her er jeg i øvrigt enig. En kvalturnering for de små nationer.
Men i øvrigt er det nu ganske vigtigt at besejre hold som Albanien og Malta, og man bør altid blive lettet bagefter en sejr – i hvert fald mod Albanien, som trods alt spillede uafgjort mod Portugal.
Tænk hvis nu Liverpool havde vundet mod Wigan, Stoke og Hull i løbet af sæsonen i Premier League. Så havde det naturlige hold til placeringen ligget klart nummer et.
Nej-nej, for i ishockey spiller de dårligst placerede i A-puljen så med ved B-VM året efter. Jeg taler kun om uafhængige kval-turneringer, en slags landsholdenes Toto-cup, den klubturnering, hvis vindere efter en lang sommerkøreplan får adgang til UEFA-Cup’ens forjættede land.
Det, du egentlig foreslår, ligner (så vidt jeg kan se) ishockeyens opdeling i A-, B-, C- og D-VM, hvor grupperingerne er bestemt på basis af ranglister og der er regelmæssig op- og nedrykning mellem divisionerne. Denne turneringsform kan dog kun gennemføres, fordi VM i denne sportsgren afvikles hvert år og fordi der er få ishockey-nationer. Jeg tror ikke, det kunne lade sig gøre i fodboldens verden, hvor situationen er en helt anden.
Taler ikke for noget cupsystem – som der vel iøvrigt har været flere gange i form af play off-kampe – men om 3-4 europæiske kval-grupper for de små, henimod den rigtige kval-turnering.
Tænk om vores egen gruppe bare havde heddet DK, Ungarn, Portugal og Sverige. Det havde været skærpende for alle!
Taler du for en slags cup-system i kvalifikationerne, Jens? VM har haft et cup-system, men det har kvalifikationsturneringen aldrig.
Se http://en.wikipedia.org/wiki/FIFA_World_Cup_qualification for en oversigt over hvordan VM-kvalifikationsturneringen har udviklet sig siden 1930 – hvor den ikke fandtes!
Og se http://en.wikipedia.org/wiki/FIFA_World_Rankings for en oversigt over FIFAs ranking-system. Der er en hel del kritik af dette system!
Hvor mange her læser forresten Usenet-nyhedsgruppen rec.sport.soccer? Se http://rsssf.com/rssbest/rssfaq.html og find et navn, nogle her vil kende.
Pastor, FIFA/UEFA’s rangliste er baseret på de aktuelle resultater landsholdene opnår, og er som sådan alt andet end statisk. Har et hold succes og vinder kampe, ryger det op i det gode selskab og omvendt.
Og tværtimod ville føromtalte model vel give mange motiverende – og publikumstiltrækkende – knald-eller-fald-dyster for de lande, som normalt kun har ligegyldige skyggeplaceringer at spille om.
Well okay, nu går der vist Lars Behrendt i mig, sorry!
Men problemet ligger i at lave en kvalifikationsturnering for de underlegne hold. Begrebet “underlegen” er nemlig et vagt begreb. Og det er ikke altid de samme lande, der er underlegne. Selvfølgelig er der lande, der aldrig bliver store – Malta og Albanien er eksempler. Men andre lande kan variere meget i styrke. Danmark er et tydeligt eksempel; for 10 år siden var det danske landshold f.eks. meget stærkt.
Vi kan risikere at være med til at skabe en lagdeling i stil med den, der allerede er til stede i klubfodbold – hvor det reelt er sådan, at de allerrigeste klubber udfordrer hinanden og det kræver en massiv økonomisk indsats for at kunne trænge ind på dette næsten-monopol. Er det virkelig det, vi gerne vil?
Klandrer ikke nogen for stemningen. Konstaterer blot den er fadøls/byfest-uskarp på den fodboldligeglade måde. Og det er vel som det skal være. For hvem, der kender lidt til bold, ville nogensinde få sig selv til at betale op til 3-400 kr. for en billet til f.eks. DK-Albanien…!?!
Pastoren spørger, hvad løsningen kunne være for at slippe af med de mange bedøvende uspændende kvalkampe landsholdet spiller. Et bud kunne være en slags UEFA-ranglistebaseret kval-turnering for de mange underlegne hold, hvor puljevindere spillede sig til at komme ud og prøve lykken mod de store fodboldnationer i den ‘rigtige’ kval.
Selvfølgelig er ingen tvunget til at se landsholdet, og jeg kommer selv yderst sjældent i Parken, når det er de rød/hvide, som spiller.
Men dermed er jeg som alle andre fodboldinteresserede danskere også medansvarlig for stemningen og kan ikke klandre dem, som møder op for trods alt at gøre et forsøg – mens jeg selv er passiv i sofaen ca. 2 kilometer fra Parken (men til gengæld ofte tager turen, når et andet hold spiller hjemme i nationalarenaen).
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal mene. På den anden side vil jeg næppe give mig til at holde med et hold, der spiller mod Danmark. På den anden side er jeg efterhånden blevet lidt ligeglad med landsholdsfodbold, fordi det danske landshold spiller så kedeligt.
Problemet med kvalifikationsturneringerne kan kun løses med en anden form; der er trods alt ikke den samme kontinuitet som i de nationale turneringer. Det simpleste ville være at ændre seednings-systemet. Men hvordan?
(Jeg ender nu nok alligevel med at se VM og med at håbe at Danmark kvalificerer sig.)
Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor støtte til landsholdet er alle fodboldinteresserede danskeres ansvar. Det frie valg er suspenderet, fordi der også findes landshold? Selv om der ikke rigtig er noget, der aktivt fastholder ens interesse, eller endda sympati, hænger man fast alligevel? Den er svær at leve med.
Netop hjemkommet fra Craven Cottage, hvor min 13 årige knejt fik sin Liverpool ‘live’ debut. En fantastisk oplevelse !!!
Herlig optakt på ‘the jolly Gardener’, derefter en god tur langs med Themsen i herligt London forårssolskin, køb af et 85 siders kamp program i super kvalitet, igennem indgangen for dværge til Johnny Haynes stand, 90 minutters opvisning og kæmpe frustration over manglende udligning, den sitrende spænding blandt home supporters om udsigten til endnu en halv skalp, den totale udløsning i det 92. minut, der bare skulle ties ihjel i respekt for hjemmeholdets supportere og derfor blev til et kæmpe far-søn kram, Agger indskiftning, slutfløjt, festmåltid i gode venners lag på ‘due fratelli’.
I sandhed en dag i paradis !
Thomas, hvis mit hjerte på nogen måde fortalte mig jeg skulle være der, ville jeg komme. Men det gør det ikke.
Hvilket så ikke pr. definition er helt rigtigt. En sommeraften i august sidste år tog jeg min søn med ud at spise på spansk tapasrestaurant. Senere fortsatte vi det tema på C-tribunen i Parken, hvor vi heppede på det dejlige menneske Fernando Torres og de andre spanske Liverpoolspillere, der var med til at klæde Morten Olsens drone af et landshold fuldtændigt af i en resultatmæssigt beskeden 3-0-sejr.
En meget smuk opvisning, hvis altså ikke lige man var kommet for Danmarks skyld. Men det var der nu heller ikke mange der var. De evige roligans gemte billetpengene til andre kampe. Ville åbenbart hellere deltage i en uskøn dansk kval-pligtsejr mod stakkels Albanien, end bruge en aften i selskab med de nykårede spanske Europamestres kollektive verdensklasse – vildt, hvis du spørger mig. 😉
“Ialfald er opbakningen ca. ligeså infantil, mekanisk og humorforladt som til en håndboldkamp. Og taber landsholdet et par kampe siver stampublikummet straks. Man er der for at opleve sejr, være del af en succes, det uanset baggrundens eventuelle billighed”
Jamen, Jens, det er jo ikke de folk, der dukker op, der er skyld i det. Hvis alle os, der ser det på tv, mødte frem i Parken, ville stemningen måske være bedre. Og måske kunne supportere fra AaB, BIF, FCK og Viborg FF 🙂 puste lidt liv i roliganbevægelsen, hvis de besluttede sig for det.
Opbakningen til landsholdet er jo alle fodboldinteresserede danskeres ansvar – ingen kan løbe fra det. Og det går ikke at gemme sig bag, at man kun er til klubfodbold.
Kære Kramer
Jeg kan til dels give dig ret i, at Jens måske er lidt hård ved landsholdsfodbolden, men flere dele af dit indlæg er simpelt uforståeligt.
1. Hvad er det der sker fra 1994 og frem?? Bosmann dommen er fra 1995, hvis det er den du hentyder til.
2. Færre danskere kommer ud på de europaiske baner end før ?? Har du tal for det eller hvordan? Der er aldrig blevet spillet flere europæiske kampe med så mange forskellige hold som nu. Så muligvis er der ingen danskere med i CL-kvartfinalerne, men det er fordi de p.t. ikke er gode nok og hvem kan begræde det ??
3. At pengene altid har været en betingelse for succes i fodbold kan vel ikke komme bag på nogen. Sådan er det som regel i det meste idræt og sådan bliver det sikkert ved med at være. Det fatter jeg simpelthen ikke folk kan blive forarget. Og jeg fatter på ingen måde, den der uendelig stræben tilbage i tiden til, da en bøsse var noget man gik på jagt med eller hvad det nu var for nogle visdomsord Ricardo kom med. At europæisk fodbold skulle være mindre forudsigeligt efter CL’s indtog er noget vrøvl. Jeg nævner i flæng de seks engelske titler i træk mellem 77-82. De fulgte efter tre titler i træk til Bayern München, som igen fulgte efter fire titler til Holland. Det havde helt sikkert også noget med penge at gøre og når de spanske hold trækker hovedet ud af røven og Italien gør det helt generelt, så skal den engelske dominans nok blive brudt!
4. Roy Keane og premier league tja. Under alle omstændigheder er det en fed turnering, hvor de bedste spillere dyster mod hinanden. Det er noget federe at se på end landsholdsfodbold slut færdigt….
Nu er det sådan, at os hårdt arbejdende (sportsreporterende) folk ikke helt har tid til at fyre indlæg afsted i din fine blog, når vagten er igang en tidlig lørdag aften. Men jeg har ikke glemt dit svar, og jeg skal nok vende tilbage til det i morgen.
I mellemtiden kan du og andre her se, hvordan den engelske ungdom opdrages til moderne litteratur:
http://static.guim.co.uk/sys-images/Football/Pix/pictures/2009/4/4/1238856250658/Wayne-Rooney-and-his-favo-001.jpg
Hvilken bog Shrek mon selv vælger?
Tak for dit indlæg, Kramer
At vente på Malta og Albanien som modstandere i ti dage, endda i national åndeløs spænding, ville svare til at Manchester United i samme periode nervøst skulle gå op mod Grimsby Town og Port Vale. Hvilket ville være komisk.
I tidligere år var kval-grupperne meget mindre og kunne typisk bestå af hjemme- og udekampe mod f.eks. Irland, Spanien og Finland. Altså modstandere der på papiret lignede sportsligt spændende dyster, og ikke blot små forsvarsløse egern, der skulle køres over på vejen.
Idéen om kval-kampe blev i den grad udvandet med Sovietunionen/Jugoslavien’s fald, og den myriade af små fodboldunderlegne nationer det afstedkom. Mener, det bliver bare aldrig særlig sjovt at se DK vinde pligtskyldigt i Parken over et på forhånd så godt som chanceløst mandskab.
Pengenes indtog i Premier League har afstedkommet en sportslig skævridning, deri har du ret, men indtil videre intet så grelt som i disse landsholds-kvalturneringer, hvor alt, alt for mange af kampene fremstår som noget den såkaldte boksepromotor Mogens Palle kunne have arrangeret med venstre hånd.
“Efter halvanden uges udstillen af hvor trist, sterilt og sportsligt ulige landsholds-kvalfodbold er blevet, genoptager de rigtige turneringer deres anderledes engagerende kapløb denne weekend.”
Kære Jens. Hvis indledningen til dette blogindlæg var at provokere én eller anden form for reaktion frem hos de sagesløse blog-brugere, så tillykke. Det er hermed lykkedes.
Landsholdsfodbold er stort set lige så gammel som turneringsfodbold, og ikke at kalde VM-kvalifikationsfodbold for en “rigtig” turnering, tangerer i min bevidsthed blasfemi. Her kan man nemlig ikke bare købe sig til fordele ift. sine konkurrenter, men her virker kun hårdt arbejde, taktisk snilde og fleksibilitet, såvel taktisk som spillemæssigt og teknisk.
Skulle man tage dine ord hårdt på – ja, ordet – så er det mindst lige så validt ikke at kalde Premier League for en “rigtig” turnering; men i stedet et udstyrsstykke, bankrolled af massive TV- og sponsoraftaler. Hele den kultur, nyere professionel fodbold har hensat den fodboldinteresserede befolkning i, kan man så til gengæld sige, at fodboldunionerne rundt om i Europa har taget til sig med kyshånd. Man kan mene om Roy Keane, hvad man vil, men hans gamle udtalelser om the “Prawn Sandwich Brigade” har vel sjældent ramt så meget plet som i forhold til landsholdsfodbolden.
Herhjemme har de nye (1994->) tilstande også betydet, at mange flere danske fodboldspillere ryger til udlandet end i de helt gamle dage, men grundet de finansielle muligheder, klubberne har i dag, bliver outputtet, at færre danske spillere rent faktisk kommer ud og spille på de europæiske baner.
Samtidig er forudsigeligheden i de store europæiske klubturneringer en trist følgevirkning af UEFA Champions League-skævvridningen på domestic plan, så at sige.