Ja, vi prøvede vel at ligne et band. Da vi blev købt ud af vores første kontrakt og 1990-debutpladen blev relanceret på et meget større selskab, var der rådslagning mellem vores nye pladeselskabsdirektør og en da meget central, nu afdød booking-personlighed om, hvorfor Love Shop ikke umiddelbart var slået igennem. Deres konklusion gik ud på, at vores på pressebilleder og 1990-cover bevidst ret underspillede fremtræden var selvudslettende og ødelæggende for masseudbredelsen af LS-musik. Vi havde en vis autoritetstro til disse moguler, og tænkte, at hvis lidt anderledes tøj var hvad der skulle til, så overlevede vi nok. Derfor ser den pinagtige 1990/91-genudsendelse – hvem der kunne glemme! – ud som den gør. En af pladeselskabet betalt stylist havde ‘smart’ tøj med til os til den fotosession. Lånte fjer indeed. Den opmærksomme iagttager vil endda på frontcoveret kunne se en lille tråd fra et tøjprismærke stikke op af min hals. DK fra året efter er visuelt ikke meget nådigere, hvad bandfremstilling angår. Hilmer er vel klædt ud som ‘rockmusiker’, Heinrich – forudsigeligt – som mafioso, Dehn fremstår som noget fra Franco-tidens tyrefægterarenaer, og jeg ligner sådan en dresseret abe, der danser på en lirekasse. Billedet her ovenfor er fra den periode. Men solgte vi så stakkevis af plader, nu vi ikke var os selv? Nix. Vores tillid til branche-autoriteterne led et førdste alvorligt og smertefuldt knæk. Ikke mindst efter også at have lavet en dyr, stylet, tåkrummende promovideo til ‘Casanegra’. Herfra bestemte vi selv igen alt omkring LS’s visuelle udtryk.