En af mine teenage-års store engelske punk-helte fylder 66 år i dag. For længe siden sang han vredt ovenpå pågående, enkel musik, at det er de unge der kender verden og ved hvad den virkelig handler om. I fredags udsendte den yderst produktive Modfather så endnu et nyt album, der byder på alt fra jazz-influeret soul til skæve akkorder ovenpå motorik-trommer fra grænseområdet til krautrockland. Alt sammen noget man kun kan beundre ham for at have udviklet sig til at lave, men her dagens fødselar Paul Weller med noget musik som jeg anderledes elskede og levede for dengang The Jam – sammen med The Clash – styrede England. Hvad er det egentlig sangere med lukkede øjne ser for sig mens de synger?