Wrecking Ball

Først var jeg rigtig skuffet over Wrecking Ball, men jeg må indrømme, at jeg er kommet til at se på Bruce Springsteens dagsaktuelle album med en hel del mildere øjne efter nogle gennemlytninger. Og ja, jeg savner Clarence Clemons mere som del af lydbilledet end jeg vel havde regnet med. Produktionen er også lige lovlig fladtrykt og kedelig, når man mindes det ekspansive univers fra Springsteens storhedstid. Men indrømmet – alle med et så godt bagkatalog ender på et tidspunkt at slæbe rundt med forventningerne som en møllesten om halsen.

Der er tydelige reminiscenser af hans Seeger Sessions med irsk inspiration og en lille blæser på her og der, men også – og heldigvis – tydelige referencer til en mere sædvanlig Springsteen-lyd rundt omkring. Titelnummeret, “We Take Care Of Own”, “Land Of Hope Of Dreams” (det 12 år gamle nummer, hvor The Big Man er bevaret for eftertiden) og “You’ve Got It” er de numre, der især bider sig fast. Eneste regulære svipser er “Rocky Ground”, der tilmed er endt med et underligt R&B/reggae light-arrangement.

Wrecking Ball er selvfølgelig ikke en klassiker på linje med hvad Bruce Springsteen præsterede fra Born To Run til og med Nebraska, men det er rent faktisk et i mere end én forstand hæderligt album. Det trækker nemlig heller ikke ned, at en del af sangene igen tør være samfundskritiske, et sted mellem skuffelse og vrede. Hvis nogen amerikaner kan slippe af sted med at levere en bredside mod USA og hvad det står for og stadig beholde sin popularitet, er det vel netop Springsteen.

9 tanker om “Wrecking Ball”

  1. Jeg vil snart høre den igen, men glæder mig pt ikke til det.

    1888, synes her Magic er overraskende vildt god.

  2. De to plader havde dog nogle gode ballader, mod kun een ditto – ‘Jack Of All Trades’ – fra den nye, men eller shar du ret. Plader uden opdrift og liv.

  3. Hmmm… meningerne er forskellige. Det lyder nærmere, som om du beskriver Human Touch og Lucky Town. De to albums var godt nok matte og uinspirerede og var medvirkende til at jeg i en længere årrække tabte troen på Springsteen – og det virkede en overgang som om han også selv gjorde det. Jeg lytter den dag i dag aldrig til de to skiver. Men fra Magic og frem blev det for alvor bedre igen (måske med The Ghost of Tom Joad som et forvarsel).

  4. Ja – desværre er der generelt tale om en fuser her. Kun 2 sange er til dels mindeværdige, titelnummeret og We Take Care of Our Own. Resten er ren metervare, som Springsteen ikke skulle lægge navn til. Æv! Der er langt op til hans efterhånden gamle mesterværker Born to Run og Darkness. Lad os håbe han til sommer tager fat i bagkataloget – der er også så rigeligt til de 3-4 timer han forhåbentlig glæder Roskilde & omegn med.

  5. Ordene kommer fra hjertet, men musikken der spiller har sjældent i Springsteen-regi lydt så villet og uinspireret som her. Godt det ikke er dette Springsteen-album der går under titlen Magic, for så ville den falske varedeklaration være til at tage og føle på. En mathedens skuffelse, og sådan bør det aldrig være med lige netop Springsteen, der når som bedst i sin musik kan de store følelsers vingesus som ingen andre. Ikke denne gang dog.

Skriv et svar