+11.000

Denne tirsdag en markering af bloggen her, da dette er intet mindre end dens indlæg nummer 11.000. Rundingen af dette hjørne rejser igen en tanke, om det måske ikke vil kunne være forfriskende at forrykke balance, bryde kurs og lægge siden ned. Enten for en tid, eller bare som sådan. Det er blevet en vane at poste her, som det bliver en vane at have hund, som det engang var en vane ikke at have en blog. Årstider kommer og går, nye plader, bands, koncerter, markeringer, festivaller, LS-begivenheder, fødselsdage, fodboldkampe, sammenfattende årsopgørelser; alt sammen meget fint, men der indfinder sig også en gentagelsens tryghed, som ikke nødvendigvis er det bedste brændstof fremad. Og 11.000 indlæg lyder bare skræmmende. Tillykke dog med dem, blog!

8 tanker om “+11.000”

  1. Jeg kan tilslutte mig de øvrige kommentarer. Der er rigtig meget musik, jeg ikke ville have opdaget, hvis ikke bloggen her havde præsenteret det. Og så er indlæggene ovenikøbet yderst velskrevne. Bliv ved, Også selvom det kan være svært at finde værdig ny musik at skrive om.

  2. Ja, gentagelsens tryghed! Men nogle gange er gentagelsen altså også ganske fin. Hvor mange gange har man fx ikke spist sin yndlingsret, drukket sin yndlingsvin osv.? Jørgen Leth hylder også gentagelsen; så kan det vel ikke være så tosset? Og så er det værd at bemærke, at selvom formlen måske er repetitiv, så er indholdet jo heldigvis nyt hele tiden. Og tak for det. I bedes venligst fortsætte. Alt andet vil være for hårdt og ubærligt. Vi er mange der fortsat vil følge og kommentere. Vi lover det!

  3. Det er dejligt at høre, at Lana Del Rey tilsyneladende har lavet nogle fantastiske skiver. Men hvornår har hun planer om at udgive dem? Det er nemlig ikke sket endnu.

  4. Stærkt! Hatten af for at I holder bloggen skarp selv her 11.000 indlæg senere.
    Gæstebogen på den gamle LS-side er næsten glemt – lige som Pastorens seneste fornægtelser af Lana del Reys fantastiske skiver..

  5. ja, stort tillykke med milepæl 11.000 posts –
    forhåbentlig bare en hvilepæl til de 22.000 posts plus minus.

    har lært en hel del nyt musik
    at kende via jeres rekommandationer – så tak for det.

  6. Stort tillykke og flot indsats af Jens og Pastoren – og etableret inden Facebook kom til Danmark og vel nærmest kun eksisterede på Mark Zuckerbergs kollegium. Kan huske at det var i 2005, at bloggen blev etableret, samme sommer som mit barn nummer to blev født 😉

    Apropos Facebook – så er der nok færre indlæg fra brugere her på bloggen i forhold til de tidligste år, efter flere og flere danskere er kommet på Facebook. Jeg lavede engang en optælling af brugerindlæggene i forbindelse med to VM-slutrunder, jeg tror det var 2006 og 2014, og kunne se, at antallet af kommentarer var faldet dramatisk. Og det er synd, sådan en blog kan så meget andet end Facebook…

    Jeg kan ikke forestille mig ikke at skulle tjekke perspektivet på ny og gammel musik, fodbold og andre interessante emner herinde mindst et par gange om ugen (og ofte dagligt). Så min opfordring er her efter 14 år og 11.000: Bliv ved!

Skriv et svar