
Det er årsdagen for Echo and the Bunnymen’s første show i DK i 1983. I dag lyder det ikke af meget, men da lå Liverpool-bandet godt til blandt postpunkens bedste nye rocknavne. Et var Bunnymen’s fornemme pladeindspilninger, noget andet deres formidable styrke som liveband, hvis ry forlængst havde spredt sig. Også til Frederiksberg, hvor der den onsdag aften var fyldt godt op i biografen/teatersalen 3 Falke i Falkonercenteret. Bunnymen indtog scenen med en opsætning, hvor trommeset stod langt fremme mod scenekant i venstre side. Hvilket gav mening med en så dynamisk spiller som Pete De Freitas, faktisk en hovedrolleindehaver i bandet. I den kategori var naturligvis også Ian McCulloch, der lige nu kæmper sin kamp for at komme bare nogenlunde igennem aftenerne på en skandaleombrust engelsk tour. I 1983 var den eneste skandale, at han med sit band endnu ikke var blevet et stort navn. Bunnymen fik dog mange nye venner den aften. Her et klip fra 1981, der måske viser hvorfor. På en fransk festival gør Bunnymen præcis det, der gjorde dem så specielt medrivende og uovervindelige som medrivende liveband…