40 års pornografi

I dag for 40 år siden udsender The Cure sit mesterværk, albummet Pornography, der kommer som sidste og mest bemærkelsesværdige kulsorte perle på den årgangssnor, der allerede har budt på Three Imaginary Boys (1979), Seventeen Seconds (1980), og Faith (1981). Husker at købe pladen på udgivelsesdagen i Pisserenden (på gymnasie-ekskursion til København) og sidde med et par af de andre i forårssolen på Gl. Torv, hvor vi med ærefrygt nærlæser coverets illusionsløse tekster til de otte numre, hvis musik endnu er ukendt. Det bliver den ikke ved med at være, faktisk bliver Pornography nærmest soundtracket til de næste par år, det i en grad så jeg selv i lang, lang tid ikke kan holde ud at høre albummet. I dag er det heldigvis anderledes, og den måske sjældne men kære gæst Pornography efterlader aldrig sine lyttere uberørt. Dertil kommunikerer dens massive lyd og knugende stemning alt for direkte. Robert Smith løftede engang i et interview sløret op for The Cure’s intention, at samtlige albummets numre skulle have ens lyd og tonesprog, hvilket må siges at være gået hjem over al forventning. Så stort tillykke, Pornography, og tak for talløse dystre ungdomstimer. De var på deres egen måde fantastiske. Her ‘The Figurehead’, favoritten der åbner side 2, nummeret som banalt fik tusinder af sortklædte teenagere til at romantisere om fortabelse i kinesisk kunst og amerikanske piger. Hvis Robert kunne, så kunne vi også…

Skriv et svar