Sikke en plade, Iggy Pop’s eneste rigtige berlinerplade Lust For Life, der udkom dags dato i 1977, midt i en heftig punktid. Den synes jo så ligefrem og enkel, så hvorfor er det, den stadig formår at sprede nutidig glæde vidt og bredt så mange år efter? Noget af det handler naturligvis om David Bowie’s tilstedeværelse. For både som medsangskriver, arrangør og producer løfter han simple rocknroll-game, som er Lust For Life‘s hjemmebane, til helt andre højder med den kvalitet i detalje, formfuldtendhed og overordnet feeling, Bowie i de år var garant for. Hans eget stærkt sammensatte studieband til de samtidige “Heroes”-indspilniger i Hansa Studios (med Sales-brødrene på trommer/bass og Carlos Alomar’s guitar) hjælper naturligvis også. Men først og fremmest er det vel Iggy Pop selv, der, trukket bort til Vestberlin af David Bowie efter mange års amerikansk smadder og hærg, lyder decideret genfødt, sansende ung og ja, sulten på livet. Den tilstand har naturligvis sin flygtige tid, og allerede på efterfølgeren New Values (1979) er meget anderledes og mindre rent end her, hvor Iggy Pop er eksponent for – og indfanget på toppen af – livets muligheder og ungdommens fantastiske tro på egen udødelighed, intet mindre. Lust For Life fylder 45 i dag – indtag dens evige ungdom højt i aften!