Det er svært at løbe fra sin fortid. Også selv om nutiden udspiller sig et ganske andet sted, på helt nye præmisser. I en ellers meget positiv 4-stjernet anmeldelse i JP skriver Kasper Schütt-Jensen således bl.a. om det nye album og Jens Unmack:
Med dette aktuelle udspil ”Dagene løber som heste” når sidstnævnte sanger for første gang op på Love Shop-niveau.
Det lykkes på imponerende vis Jens Unmack at løfte sangene med strygere uden at gøre musikken klæbrig og uden at fjerne opmærksomheden fra de fine tekster.
Jeg husker endnu fra min gymnasietid, at LS var en antidemokratisk organisation af bønder, stiftet i 1930’erne.
Har denne anmelder overhovedet hørt “Vejen hjem fra rock´n roll”? -Unmacks mesterværk af et debutalbum. Allerede der blev Love Shops høje niveau nået, bare med en helt anden tilgang. Og selvom Aftenland Express bestemt har mange glimrende øjeblikke, overstråler 1´eren klart 2´eren.
3´eren er, som jeg tidligere har skrevet, også fremragende, men først om et stykke tid vil vi kunne vurdere, hvor Dagene løber som heste vil befinde sig i hierarkiet. Den slags tager tid.