7 tanker om “Top-5 i VM's”

1. Hvis vi endelig skal tale drabelige knowckout-kampe og ditte staffesparkskonkurrencer, er der i mine øjne ingen over og inven ved siden af Vesttyskland-Frankrig i semifinalen 1982. Den vel nok mest højdramatiske VM-kamp nogensinde (Danmark-Holland var jo EM). Fremragende fransk spil, Schumachers svinestreg, der kostede Battistion fortænderne – og så tyskernes fantastiske comeback. Alle følte med franskmændende, der var blevet turneringens publikumfavoritter – og tyskerne grundlagde vel for alvor deres finaletradition i denne slutrunde…

2. Så laver jeg da også lige en top 5′ er og nej jeg kan ikke huske ‘ 58. “Mit” første VM er 1982. Og min liste er også 100 % subjetivt. Efter Jens’ overtalelse er VM 1994 ikke med, da var jeg alligevel også hele tiden til studenterfester og efterfølgende ude at rejse og fik ikke set så meget, så den er røget ud:

   1. 1986
   2. 1998
   3. 2006
   4. 1982
   5. 1990

3. Uhh ja – husker tydeligt Rumæniens dødbringende kontrabold med Argentina. Det var en fantastisk kamp. Næsten på højde med Frankrig og Brasiliens kvartfinale i ´86, som nok er den største for mig.

   Derudover ville jeg også udskifte ´90 med ´06 på min liste, som går tilbage til og med ´82. Her så vi i øvrigt finalen i Italien, og jeg husker tydeligt deres sejrsrus, der bl.a. inkluderede en kiste omsvøbt med det tyske flag og en stor pose vand, der blev smidt ind ad vores bilvindue, da de åbenbart forvekslede vores nummerplade med en tysk…

4. Du har ret, Jens! Jeg har overgivet mig. Alle disse elementer kan jeg sagtens huske, når du nu nævner dem. (Men kan dog også huske utallige 0-0 kamp og straffesparkskonkurrencer, og den)gang i min pure ungdom tror jeg næsten, at jeg så samtlige kampe.

   Var selv irriteret over, at Tyskland og ikke Italien vandt VM- og Argentina med al deres håndbold undervejs tilsidst lagde hindringer i vejen for Toto og Baggio, som virkelig blomstrede op. Som 15-årig dengang i 1990 -hvor der var stjerner, fodbold, cykler, men knap så meget kornmod, hvor jeg voksede op i forstadsland – gik et VM mere langt ind i sjælen på mig end i dag, må jeg erkende.

5. Min liste er som følger – og som Jens’ ud fra egne oplevelser foran skærmen:

   1. Mexico 1986
   2. Spanien 1982
   3. Frankrig 1998
   4. USA 1994
   5. Italien 1990

   Ja, jeg har USA med på listen – fordi jeg for første – og hidtil eneste – gang i mit liv måtte overgive mig til et svensk landshold, der spillede godt og som et sfint sammentømret mandskab, der fortjent vandt en fin bronzemedalje. Mexico-slutrunden taler vist sit eget dynamitsprog… 😉

6. Dette er en subjektiv liste udfra oplevelser, Thomas. Og Sverige ’58 har jeg kun set korte sort/hvide-klip fra, så den årgang sidder ikke så dybt.

   Italia ’90 var derimod et medrivende VM set herfra. Fulgte ‘Toto’ Schillaci’s fantastiske fremmarch med Italien, holdt med England, der for en gangs skyld spillede ret besnærende, beundrede den tyske maskine med Lotthar og drengene. Og så var der Argentina og deres feje straffesparkssatsninger + Guds Hånd på stadion i Napoli mod ruseerne. Hvordan kan du kalde det et dårligt VM…? 😉

   Der var for meget USA-gejl over USA ’94 til at det for alvor brændte sig fast her. Alle de monstrøse ikkefodbold-arenaer, de underlige publikumsreaktioner. Jeg mener, hvilke andre steder i verden kan et langt indkast høste bifald!?! Useriøst. Husker mest Rumæniens kamp mod Argentina derfra. Og så det næsten stadionlange banner fra de italienske tilskuere i Washington, da Italien endelig fik scoret mod Drillo og hans forfærdelige norske cylinderhold: ‘NORGE, VI KNUSER DERE’! Men VM skulle aldrig have været afholdt i USA – endnu en stor pengebaseret fejl af FIFA.

7. Hvor er Sverige ’58 med den unge Pelé henne? Ærlig talt var det en mere underholdende slutrunde end Italien ´90, der var noget af en langgaber.

   Husker hvordan vi drenge hjemme i gården mødtes hos Petersens på 2. sal, der var den eneste i opgangen, som havde fjernsyn 🙂

   Nej, ærlig talt af slutrunder jeg kan huske, mener jeg da, at både ’94 og ’06 klart var sjovere end ’90, hvor jeg i øvrigt græd med de azurblå efter straffesparksnederlaget til Argentina i Napoli.