Og selv på de to sidste solopladers så stort anlagte buffet af tomme kalorier, samt The Verve’s håbløse inspirationsmangel på genforeningsalbummet fra sidste år, kunne man stadig hele tiden høre stemmen Richard Ashcroft og kun ønske den anbragt et pænt mere meningsfyldt sted. Måske det sker nu, for snart albumdebuterer han som forsanger i det nye band RPA & The United Nations of Sound, hvis forløbersingle lyder som følger her. Ikke nogen ‘Bittersweet Symphony’, nuvel, men stadig langt mere målrettet end hørt længe i nogen Ashcroft-sammenhæng, Skal man så tage denne single’s selvproklamerende titel ‘Born Again’ for pålydende, eller burde sangen isåfald snarere have heddet ‘Cry Wolf’? Vi får se…
8 tanker om “Han var altid en god sanger”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Jeg fangede ham i Brixton Academy i forbindelse med Alone With Everybody – og det var en megakoncert!
Må have været i februar 2001 – jeg husker at dagen var begyndt på White Harte Lane hvor Leeds vandt 2-1 over Spurs efter bl.a. en scoring af Robbie Keane (for Leeds altså). Og dagen efter bød på mange togtimer til og fra Cardiff, hvor Liverpool vandt Liga-cuppen over Birmingham efter straffe (mange vil huske Fowlers brag af et 1-0 mål…)
Ashcroft var/er jo et kæmpenavn i hjemlandet, og som andre skriver fungerede numrene fra første soloalbum kombineret med de bedste fra Verve-tiden helt optimalt i denne periode.
Jeg husker at han spillede et par akustiske numre, der var helt tårefremkaldende. Manden har jo stemme!
De mere blues-prægede og syrede numre har jeg aldrig været vild med til gengæld, foretrækker de mere traditionelt singer-songwriter-agtige numre både fra Verve-tiden og solo.
Jeg havde (og har) også et svagt punkt for denne b-side:
http://www.youtube.com/watch?v=BtJVWwes4jA
Koncerten i Den grå hal var fantastisk. Både solomaterialet og de nedbarberede versioner af Vervehitsene.
Spot on, Rozzer; Alone With Everybody holder klasse. Ashcroft spillede med den plade en stor ikke så velbesøgt koncert i Den Grå Hal på Christiania.
‘History’ fra A Northern Soul er et højdepunkt.’On Your Own’ ligeså…
Gode sange på alle hans plader – f.eks.
http://www.youtube.com/watch?v=krsa0AYwhdU
Jeg synes nu også, at Forth er et udmærket album, selv om det må indrømmes, at det lidt er sådan et “søndagsalbum”, som også kæresten kan holde ud at høre på. Rozzers beskrivelse af Ashcrofts soloalbums er helt præcist ramt.
Men hvor synger han dog fedt, og hvor er han cool. Jeg havde godt nok håbet, at Roskilde havde fanget Verve ved gendannelsen.
Men den sang der tunede mig ind på The Verve, før Urban Hymns, var denne sag. I min optik, har Ashcroft aldrig toppet den.
http://www.youtube.com/watch?v=LIbIK6NSLNU
Efter at læst dette indlæg, gik jeg tilbage og (gen)hørte Urban Hymns. Et album, jeg ikke har hørt i sin heldhed i mange år. Straks genfandt vi hinanden. Det er et storslået album, hvor især Ashcroft er en funklende stjerne, med DEN stemme, og DE melodier. Men vi har set, hvor Ashcroft er, uden McCabe og Si Jones. De bringer, især McCabe, noget kant, noget støj, til de rene linjer. Urban Hymns er et af de helt store albums i halvfemserne og i britisk musikhistorie.
Ashcrofts solo historie er en anden mere speget sag.
Debuten, er rigtig god faktisk. Nogle rigtige gode og vedkommende sange. Men i længden kan det blive lidt frustrerende at høre om Ashcrofts kærlighed til fruen.
De efterfølgene album, er ikke vellykket nej. Der findes gode sange på begge albums, men der går lidt for meget selvforherligelse og ego i det, så det bliver ikke vedkommende og relevant.
Jeg synes egentlig, at Forth er et fint album. Nuvel, intet nyt under solen og ikke så god som forgængerne men mindre kan altså også gøre, hvis man er glad for Verve.