And now Bono, champion of the poor, has moved a good deal of the business of the “ethical” fashion house run by him and his wife, and set up to “encourage trade with Africa and celebrate the possibilities and people of the continent” from said Africa to China. No doubt to celebrate the possibilities of the sweatshops, long hours and low pay that’s SO a good look right now!
Of course, it’s only last year that Bono was accused by the campaign group Debt and Development Coalition Ireland of robbing the world’s poor by stashing huge wads of cash in a tax haven when the revenue might well have been used as overseas aid. “We wanted to raise our concern that while Bono has championed the cause of fighting poverty and injustice in the impoverished world, the fact is that his band has moved part of its business to a tax shelter in the Netherlands,” the DCCI said. “Tax avoidance and tax evasion costs the impoverished world at least $160m every year. This is money urgently required to bring people out of poverty.”
Julie Burchill skriver her i The Independent, bl.a. udfra tesen HE WHO DIES RICH; DIES SHAMED, om paradokset med hovedrige mennesker der tordner mod rigdommens ondskab, men dog stædigt holder fast på deres egen.
@Pastor
“Israels regime”
Al (berettiget) kritik af Israel til trods, så er deres regering altså demokratisk valgt, at nogle debattører er overbevist kristne, mener jeg heller ikke partout diskvalificerer dem.
Det er undertiden svært ikke at placere Bono under titlen Champagne socialist, eller som hykler, hvilket synes at være formålet her.
Det er vel hans svulstige indlæg til U2s koncerter, der her sættes i overfor de faktiske kendsgerninger.
Ikke at U2 er de eneste, der er blevet store på at apelere til de store følelser. Springsteen og Stipe kender også til den slags tricks, men de forstår du at holde kæft, inden det bliver for meget.
På det område synes Bono at være …..manisk
Julie Burchill er nok nærmest den britiske Lone Nørgaard (en person, der kan få mange avislæseres blodtryk til at nå usunde højder). Det er ikke kun i Danmark, folk laver besynderlige sving i det politiske spektrum. Paul Johnson og Christopher Hitchens er andre kendte britiske eksempler.
Kritikken af Bono er sikkert på sin plads, men en person som Julie Burchill ville ikke en løfte en finger for folk i den tredje verden. Hun bruger blot sin kritik i den også herhjemme velkendte strategi, der består i at hævde at “middelklassen med alle deres selvgode principper er hyklere” (mens derimod vi, der bestemt ikke hævder at ville det gode, men også tilhører middelklassen, er de egentlige gode). Jvf. den velkendte “det hele går til administration” som argument for at skære i u-lands-bistanden.
Du mener ‘The Boy Looked At Johnny’s forfatter simpelthen er England’s svar på Ralph Pittelkow? Skræmmende. Anyways er hendes pointe her i citatet ovenfor nu stadig tankevækkende…
Nu kommer jeg næsten til at lyde som om jeg forsvarer Bono… Men Julie Burchill er sådan én, der ville skrive i Jyllands-Posten, hvis hun var fra Danmark: For meget længe siden var hun venstreorienteret og kritisk over for religion, men så blev hun glad for Margaret Thatcher. I dag er hun tilhænger af Irak-krigen, beundrer af Condoleezza Rice, varm støtte af Israels regime, overbevist kristen og ser sig selv som “folkets stemme” der er skeptisk over for alle de forbandede akademikere. Hende ville jeg mao. nok ikke bruge som mit stærkeste kort.