Årets syvende dag med en atypisk top-7-liste. I rocknroll tales til bevidstløshed om den ’svære 2′er’, altså albummet efter debut’en, hvor et band eller soloartist skal bevise, at det/han/hun ikke blot var en one trick pony. Fint nok, for det er en stor forhindring, som mange debut-vinderheste – ahoy med jer, Stone Roses og Oasis – går ned på. Men i dagens anledning kigger vi langt længere ud, helt frem til den vanskelige….7′er. Det tidspunkt, når rigtig meget er blevet udsendt og hørt, men hvor the troubled artist, hvis endnu i poplive, stadigvæk skal formå at udstråle vitalitet og nødvendighed. Her nedenunder en personlig top-7 over vellykkede 7′ere. Den bærer uden vilje udelukkende etablerede navne. Det må der kunne læses noget i…
1. Nick Cave & The Bad Seeds – Henry’s Dream
2. Bob Dylan – Blonde On Blonde
3. The Rolling Stones – Beggars Banquet
4. Radiohead – In Rainbows
5. New Order – Get Ready
6. Brian Jonestown Massacre – Bravery, Repetition And Noise
7. Depeche Mode – Violator
Måske forkert der aldrig blev givet plads til Beatles-7′eren, den der hedder Revolver, men hvad. Andre/bedre bud modtages her.
Ja, Vermouth, jeg indrømmer, at der er flere, der kan diskuteres. Jeg tæller som du skriver Time Fades Away med og ikke soundtracket Journey Through the Past med.
I tilfældet The Cure tæller jeg – nok i modsætning til BranMan2000 – ikke Boys Don’t Cry med, da det er en opsamling.
Endelig, hvis vi tæller soundtracks med, er det faktisk The Good Son og ikke Henry’s Dream der Nick Cave’s 7’er, da han i 1989 udgav soundtracket Ghosts… of the Civil Dead.
… men hvad gør det? – alle pladerne er jo fantastiske 🙂
Hej aakjaer. Alt efter, hvordan man tæller, er det enten Tonight’s The Night eller Zuma, der er Youngs syvende album. Det lader til, at du tæller livealbummet Time Fades Away med, men så underlader soundtracket Journey Through the Past. Eller er det omvendt? Hvis de begge blev talt med ville Zuma være det niende album og Tonight’s The Night det ottende…
Måsker det er undertegnet, der er barnlig, men ligeså vel som færste gang jeg hørte Supersonic på et sony stereoanlæng i et teenageværelse i Vodskov, med en carlsberg i hånden, har Oasis altid haft en speciel status i mit musikalske liv.
Væk var grungen, som jeg ikke kunne udstå – med deres skovmandskjorter, deres på ingen måde intelligente eller vittige “I Hate Myself And Want To Die” tilgang, deres antiparti mod pladebranchen, selvom de alle udkom på mastodonter af pladeselskaber.
Der var Oasis modgiften, to relativt gennemsnitlige begavet arbejdsklasse drenge, med deres engelsk rock historie i kufferten, deres indbyrdes kampe, deres mod – og skarpe tilgang til at være et sucesfuldt rockorkester, deres ikke mindst historiske morsomme og legendariske interviews, som især Noel stadig er leveringsdygtigt i – Den bedste komiker i rock`n`roll, og ikke mindst sangene, som på især debuten var så leveringsdygtige i inspireret rock med netop flow…En milepæl i engelsk rock historie, intet mindre. Som Noel siger ” That album can no one take away from me”
At Oasis så sidenhen, aldrig tog fra og fløj videre på det talent som Noel og Liam hver især besidder, det ved de begge svarene på. Noel blev rig, træt og ligeglad hurtigt, men når det slår ham, så kan han stadig give smagsprøver på sit talent.
Jeg foreslår bloggens ene forfatter at lave en top 10 Oasis post DM
Og selvom pladerne altid skuffer i det hele, køber jeg dem altid, og jeg griner altid højlydt når jeg læser deres interviews, stadig selvom nogle ville argumentere for at de stadig kører i samme rille, men Gallagher brøderne var et af de soundtracks til min ungdom og for det vil jeg altid være dem taknemlig for i mit temlig anglofile hjerte.
1. Acquiesce
2. Some Might Say
3. The Importance Of Being Idle
4. The Masterplan
5. Hello
6. My Big Mouth
7. Gas Panic
8. Turn Up The Sun
9. Talk Tonight
10. Morning Glory
1888, nej jeg har ikke hørt dette remix, kun de officielle remixes The Clock (Surgeon Remix) og Analyse (Various Remix), som jeg kan næsten ikke holde ud at høre på. I det hele taget virker The Eraser ikke på mig, som den gjorde for et år siden.
Jens, ja jeg talte forkert. Sigue Sigue Sputnik – dem havde jeg lykkelig glemt. De mest latterlige band sammen med Dr. & The Medics der nogensinde har toppet den engelske hitliste?
Min liste over perfekte 7’ere:
1. The Beatles – Revolver
2. Rolling Stones – Beggars Banquet
3. Radiohead – In Rainbows
4. Nick Cave – Henry’s Dream
5. U2 – Achtung Baby
6. Lambchop – Is A Woman
7. Depeche Mode – Violator
Honourable mentions:
The Cure – Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me
Elvis Costello – Imperial Bedroom
Neil Young – Tonight’s The Night
The The – NakedSelf
John Lennon – Double Fantasy
Lidt flere 7´ere
Kylie – Light Years¨
Abba – Super Trouper
Bob Marley – Burnin´
Kent – Tilbaka Til Samtiden
Såvidt jeg husker, var Michael Falch, der på det seneste er blevet berømmet andensteds på denne blog, en af de helt store fortalere for netop Cut The Crap! Man merkt die Absicht, und ist verstimmt…
Aakjaer, The Clash udsendte aldrig en 7’ende LP.
Det jammerlige album du hentyder til må være Cut The Crap, deres 6’er. Og i det hele taget at kalde det album en The Clash-plade var noget af en tilsnigelse fra Strummer/Simonon’s side, eftersom den hovedsagelig var manager Bernie Rhodes ide og (mak)værk.
En utrolig fadæse af Joe Strummer og Paul Simonon, at udgive et album, der lyder som en ufrivillig Sham69/SigueSigueSputnik-parodi, i The Only Band That Matters’ navn.
Lige siden er Cut The Crap fra The Clash-HQ blevet forsøgt skrevet ud af historien – lidt som Pastoren her i morges var igang med omkring Love Shop’s National – men lige meget hjælper det; Cut The Crap var i al sin gru en officiel The Clash-udgivelse.
Mick Jones, fyret fra bandet et par år tidligere af Strummer selv, efter arbejdet med anderledes mesterlige Combat Rock, må have danset på bordene i ekstatisk schadenfreude første gang han hørte Cut The Crap’s sloganiserende børnerock.
Aakjaer, har du lyttet til Burials remix af And it rained all night? Ikke helt vellykket imho…
Jeg synes nu, der er nogle gode ting på National. Susie og Bin Laden Blues er eksempelvis rigtig fede. Ikke så selvkritisk Jens 🙂
I den forbindelse er Loveshop.dk afgået ved døden ?
Kraftwerk: Die Mensch-Maschine
Min liste kommer i aften, men jeg har lige brugt et par ledige minutter til at se på kanditater. Det er bemærkelsesvædigt hvor mange store kunstnere, der har problemer med 7’eren. Talking Heads, Kate Bush … og Jens, du kan da heller ikke være tilfreds med 7’eren fra dine elskede Clash?
Faktisk er fænomenet med den problematiske 7’er så velkendt, at begrebet LP7 (både som verbum og adjektiv) sidste år fandt optagelse Urban Dictionary …
LP7 (Verb or Adjective)
1. To cause an individual, a group or event to suffer excrutiatingly long wait time for known or unknown reasons. 2. Something that has been delayed, slowed or halted to be improved or perfected, again for an excrutiatingly long amount of time. 3. Radiohead’s LONG-awaited seventh studio album to be released sometime in 2007 (or so they say).
1. (v.) “Little Timmy’s school bus driver often drank, and would LP7 their arrival to school, swerving around and taking detours during their morning route.”
2. (adj.) “Until we have the moon quite figured out, it’s going to be LP7 getting those moon colonies up there.”
3. (v.) “Radiohead have been LP7ing us about LP7 for years now…come on!”
http://www.urbandictionary.com/define.php?term=lp7
u2: Achtung baby
Siouxie and the banchees: Tinderox
Tv-2: Nærmest lykkelig
Pet shop boys: Nightlife
Einstürzende neubauten: Haus der leuge
Beastie boys: to the 5 boroughs
Flaming lips: Soft bullitin (måske er den nr 7)
og så mener jeg at Olesen-olesens nyeste er deres 7
Madonna: Ray of light
På et punkt er Oasis (Liam G) dog stadig i verdensklasse – underholdende interviews…
Glemmer vi ikke også:
Pogues – Hell’s Ditch
Jo, sammenlignet med Stone Roses-katastrofen gjorde de.
(What’s The Story) Morning Glory-pladen udkom med stor ros, giga-kæmpesalg og 3 allestedsnærværende hitsingler; ‘Roll With It’, ‘Don’t Look Back In Anger’ og ‘Wonderwall’.
Men det intuitive flow som var Definitely Maybe’s førstekvalitet var allerede ativnet i ultra-konventionel produktions-finish, og der da ingen andre nye idéer eller tilgange fandtes på albummet, udover måske den mastodontiske pompøsitet på hæslige ‘Champagne Supernova’, fremstår Morning Glory ikke som den villede videreførelse mod mere popstorhed, men snarere som afslutningen på noget helt specielt.
Ikke at jeg tror Liam og Noel er det mindste enige i den konklusion…
PS – Deres hads-konkurrenter Blur, hvis debut til gengæld ikke væltede nogens verden, viste sig gjort af et andet stof og lavede en fremragende 7’er, Think Tank’.
PPS – Pastor, måske den bare ikke er værd at huske.
Argh. Jeg kan ikke tælle inden klokken 6 om morgenen. Selvfølgelig er der 7 albums fra Love Shop. Men af en eller anden pervers grund har jeg det med at glemme National…
Otis Redding: Dock of the bay.
Oasis slap vel egentlig meget godt fra den svære 2’er?
Med alle forbehold, ser min liste således ud:
1. The Rolling Stones – Beggars Banquet
2. Bob Dylan – Blonde On Blonde
3. Neil Young – Zuma
4. The Kinks – Something Else by The Kinks
5. The Replacements – All Shook Down
6. CV Jørgensen – Lediggang A Go Go
7. David Bowie – Aladdin Sane
I den her 7’er optik ser det sort ud for mine højt elskede Pumpkins. Syvende (og nyeste) album Zeitgeist er næppe en milepæl i nogens rockhistorie 🙁
Den helt nye “akustiske” EP fra dem (American Gothic) er dog lidt mere lovende for fremtiden…
Lucinda Williams – World Without Tears
Replacements – All Shook Down (hvis mini-lp’en Stink udelades)
Elvis Costello – Imperial Bedroom
John Cale – Helen Of Troy
Divine Comedy – Regeneration
Cure – Head On The Door
Bruce Springsteen – Born In The USA
Ingen tale om krise i ovennævnte udgivelser 🙂
Kære Pastor
Nåede Love Shop ikke til syvende album med National og hvad er der blevet af loveshop.dk?
Hvis man kan nå at udsende 7 albums i løbet af sin karriere, er man som regel allerede etableret i et eller andet omfang.
Hvis vi ikke medregner debut-EP’en og opsamlingerne Dead Letter Office og Eponymous, er R.E.M.s 7. album Out of Time, der bestemt ikke var noget mislykket album.
Og U2s 7. album hed Achtung Baby, som heller ikke er mislykket.
Revolver skal have hædrende omtale; det er albummet, hvor The Beatles er præcis midt i karrieren og midt mellem Merseybeat og eksperimenter. Sangene er nogle af deres allerstærkeste.
Herhjemme er C.V. Jørgensens 7. album Lediggang A Go Go og Gasolin’s Gør det noget? bestemt heller ikke at foragte.
Love Shop nåede at udsende 7 albums (livealbums, genudgivelser og opsamlinger ikke medregnet). 7. udgivelse – National – blev desværre ikke det bedste album fra deres hånd.