Vi har snart længe trawlet rundt i håb om at fange helt ny musik. December og januar er døde måneder hvad det angår, men nu begynder ting endelig snart at ske igen. En af årets første større udgivelser er således i butikker om små 2 uger. Det drejer sig om Cat Power og hendes Jukebox-plade.

Cat Power – eller Chan Marshall, som hun egentlig hedder – var også sæsonens første opsigtsvækkende udgivelse, da hun for præcis to år siden udsendte The Greatest. Det var hendes syvende album, men det første som nåede et større publikum. Ikke mindst takket være en række sublime underspillede sange, hvoraf ‘The Greatest’, ‘Lived In Bars’ og ‘Love & Communication’ førte an.

Succesen bekom ikke Chan Marshall’s berygtede skrøbelige sind vel. Et forbrug af alkohol og medicin eskalerede, og for en tid måtte hun derfor trække sig langt bort fra musik. Da hun vendte tilbage, til mere promovering af The Greatest, var hun anderledes ovenpå situationen og spillede nogle af sine mest ‘normale’, ufreakede shows i årevis. Ikke mere sløret snak fra langt nede under klaveret, ingen tegn på galoperende sceneskræk. Bare Cat Power’s underspillede musik med den der nøgne, himmelsøgende stemme.

At det ikke er nemt at komme efter en fremragende plade med titlen The Greatest siger sig selv. Så med Jukebox har Chan Marshall alternativt valgt at lave en coverplade, hendes anden af slagsen på otte år. Men hvor The Covers Record (2000) forholdt sig radikalt i sine fortolkninger, ofte var det nærmest kun titlen på coverversionen som var genkendelig, er Jukebox mere tro mod sine originaler.

Og det starter fantastisk. En spartansk trommedrevet udgave af Minelli/Sinatra’s ‘New York, New York’, hvor Cat Power’s eminente band, The Dirty Delta Blues Band, straks træder i karakter, efterfølges af en mere end fri musikalsk omdirigering af Hank Williams’ klassiske ‘Ramblin’ Man’. Chan synger her soul i ordets allerbedste og reneste betydning.

Den guldåre fortsætter på en majestætisk genindspilning af hendes egen ‘Metal Heart’, der slutteligt strejfer ind og går på rov i Neil Young & Crazy Horse-territorie, og på en mere Cat Power-typisk minimeret intim-udgave af The Highwaymen’s ‘Silver Stallion’, som igen viser hvilken hypnotisk sangerinde hun er og kan være.

Herfra spilles måske lidt for roots-trofast videre på en række sange af så forskellige artister som bl.a. Bob Dylan, George Jones, Joni Mitchell og Janis Joplin. Bandet imponerer, alt er egentlig fint, men alligevel er det lidt som Cat Power’s fornemmeste styrke, hendes intuitive frie musik, bliver taget som gidsel og fortones i disse sanges ofte stramme arrangementer og bindende akkorder.

Faktisk er det kun i Billie Holiday’s ‘Don’t Explain’, samt i albummets enlige originalkomposition, Chan’s egen ‘Song To Bobby’, en så fin selvbiografisk, dylansk fansang til, uhm, Bob Dylan, at de uforbeholdne løfter fra albummets begyndelse bliver helt indfriet. Dette skal dog ikke hindre skrivet her i at være en entydig Jukebox-anbefaling. En så speciel og vindende personlighed som Chan Marshall’s kan ikke holdes tilbage af et par små ubetydelige hvis’er og men’er. Det nye års første store musik er på banen.